Operastjernen Jessye Norman er død efter en rygskade

Norman er død i en alder af 74 år. Hun var i mange af år en af de ledende stemmer på Metropolitan Opera.

På dette billede fra februar 2010 overrækker daværende præsident Barack Obama USA's kunstmedalje til operasangerinde Jessye Norman i Det Hvide Hus. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

På dette billede fra februar 2010 overrækker daværende præsident Barack Obama USA's kunstmedalje til operasangerinde Jessye Norman i Det Hvide Hus. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Den amerikanske operasangerinde Jessye Norman er død i en alder af 74 år.

Norman døde på et hospital i New York mandag som følge af multiorgansvigt efter en skade på en ryghvirvel, hun pådrog sig i 2015.

Det oplyser en talsmand for familien ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.

- Vi er så stolte af Jessyes musikalske bedrifter og den inspiration, hun har leveret til publikum over hele verden. Hun vil fortsætte med at skabe glæde, oplyser hendes familie i en erklæring.

- Og vi er lige så stolte af hendes humanitære arbejde med at adressere emner som sult, hjemløshed, udvikling af unge og kunst- og kulturuddannelse.

Jessye Norman var en superstjerne på operascenen og vandt fire grammypriser samt en såkaldt Grammy Lifetime Achievement Award for sit livslange bidrag til musikken.

The New York Times beskriver hende som "en majestætisk sopran, der udfyldte en bred vifte af roller på Metropolitan Opera og andre operahuse rundt om i verden med sin prægtige stemme".

Jessye Norman var en af de ledende sangere på Metropolitan Opera i New York i 1980'erne og 1990'erne.

Hun blev kendt for et bredere publikum i 1989, da hun sang den franske nationalsang, "Marseillaisen", på Concorde-pladsen i Paris under fejringen af 200-året for den franske revolution.

Daværende præsident François Mitterrand hædrede hende med den franske orden Æreslegionen for hendes optræden.

Jessye Normans karriere begyndte på Deutsche Oper i Berlin 1969, hvor hun sang rollen som Elisabeth i Richard Wagners " Tannhäuser".

Efter optrædener på La Scala i Milano og Covent Garden i London fik hun sin debut på Metropolitan Opera i 1983.

Hun havde en storslået stemme, der lød ubesværet og passede godt til især Wagner og Strauss.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.