Naturvidenskab

Operation julestue

Fredag 17. december CAMP DANEVANG: Det er den ugentlige vedligeholdelsesdag, og Claus rydder op i containeren med konfiskerede våben og ammunition. FREDERIKSHAVN: I postkassen ligger der et brev, der skal sendes videre til Irak. Det er nemlig fra den familie, Claus boede hos, da han var på high school i 1992. Og der kommer flere hilsner til "den bette" op ad dagen. Da Stine og Bent er ude at handle møder de både flere af Claus' kammerater og egne venner og bekendte, som spørger til ham. Lørdag 18. december FREDERIKSHAVN: Børnebørnene er på besøg. De savner også onkel Claus. Den lille Thea på syv år har hørt sine forældre snakke om et brev fra militæret. - Jeg har fået en "invitition", mormor. Jeg skal ned at hente onkel Claus ved flyveren. Dem, der ikke bliver hentet ved flyveren, bliver nemlig sendt retur igen, så jeg skal i hvert fald derned. Den bette vims! Hun ser vist for meget fjernsyn. Men det bliver nu vidunderligt, når vi kan hente Claus til februar. CAMP DANEVANG: Claus er ude at køre med en kampsoldat, der også er opvokset i Frederikshavn, så mens de begge står med hovederne oven ud af en pansret mandskabsvogn i frostvejr, holder de varmen ved at sludre om den hverdag, de glæder sig til at komme hjem til. Ude på en irakisk politistation bliver det også til en hyggesnak. Her med kaptajnen, der vil drikke te og høre lidt om Danmark. Har du kone og børn? Hvordan er vejret? Drikker I? Hvad drikker I? Jeg har fået et helt personligt forhold til mange af dem efterhånden. Vi er begyndt at lave gas med hinanden, og jeg er begyndt at leve mig ind i deres kultur og give kindkys, når jeg siger goddag. Det er noget helt andet end i starten, hvor de sad og kiggede på deres fjernsyn, når jeg snakkede til dem. Inden patruljen kører retur, bliver der også tid til at spille fodbold med de lokale børn. Det er vigtigt at vise, at soldater ikke bare er nogle kolde mænd med våben. FREDERIKSHAVN: Som de fleste andre lørdage ringer Claus heldigvis. CAMP DANEVANG: Mor lød meget, meget glad i dag, så det var virkelig en lettelse. Jeg vidste slet ikke, hun havde haft det så dårligt - at hun havde taget mavemedicin og sovemedicin og sådan noget. Men selvfølgelig har det da været hårdt for hende de gange, de har været ved at sprænge os i luften med vejsidebomber og raketter. Men vi havde snakket om det, inden jeg tog afsted. Først var hun meget skeptisk, men da jeg insisterede, støttede hun mig selvfølgelig alligevel. Og nu kan jeg ikke gøre andet end at ringe en gang i mellem. Resten må jeg overlade til far. Søndag 19. december CAMP DANEVANG: Ved middagstid blev en irakisk politipatrulje ramt af en vejsidebombe, og Claus rykkede med ud. FREDERIKSHAVN: På samme tidspunkt er det morgen i Danmark. Bent tager til bageren og laver morgenmad til Stine og børnebørnene, der har overnattet. CAMP DANEVANG: Da Claus kommer tilbage fra bombestedet, har julenissen tilsyneladende været forbi i lejren med en gave til drengene i militærpolitiet. Endelig er de containere kommet, som de skal have indrettet et fællesrum i. Et fællesrum, der meget gerne skulle være klar til juleaften, så de har et sted at være sammen i stedet for at skulle sidde i hver sin beboelsescontainer og pakke julegaver ud alene. Men containerne skal først sættes sammen til ét stort rum, der bagefter skal møbleres og indrettes hyggeligt, og det skal simpelthen være færdigt til jul, så de har travlt. Mandag 20. december CAMP DANEVANG: I døgnets første timer har Claus nattevagt. Der er stille i danskernes område, men i nyhederne for resten af Irak ser Claus, at der har været adskillige bilbomber i det centrale Irak, hvor en masse mennesker er blevet dræbt. Med det forestående valg 30. januar vidste alle, at der ville komme et blodigt oprør, og nu er det åbenbart startet for alvor. Der kommer også til at ske noget hernede i vores område i januar. Det er jeg sikker på. Men det kan ikke betale sig at tænke for meget på det nu. FREDERIKSHAVN: Stine har det fantastisk godt for tiden. For et par uger siden var hun til samtale med én, der er leder på det arbejdsmiljø-kursus, Stine går på. Karen, som hun hedder, har selv haft det svært med sin søns arbejde, fordi hun har højdeskræk, og han arbejder oppe på nogle høje, åbne platforme. Men så fortalte hun, at hun inde i sit eget hovede bygger et skjold op omkring ham, så han ikke kan falde ned. Det har Stine taget til sig, så nu ser hun billeder af Claus, der kører rundt i en kæmpestor dobbelt-pansret bil - nærmest HELT pakket ind. Tirsdag 21. december CAMP DANEVANG: Byggeriet af fællesrummet hjemme i lejren prioriteres så højt, at Claus' hold skal patruljere for to hold i dag. Det andet hold bliver hjemme, så containeren kan blive færdig til fredag. Da Claus kommer tilbage, er der kommet julegaver til ham. Jeg har det næsten som et lille barn, der ikke kan vente med at åbne dem. Det bliver rart at kunne sidde sammen med de andre og pakke ud; se hvad de får - og se dem blive glade for det. Det havde jeg ikke lige tænkt på, da jeg sagde, jeg ikke ville have gaver, så det er godt, mor og far har sendt dem alligevel. FREDERIKSHAVN: I dag er der e-mail fra Claus, der skriver, at han er glad for, at mor har det så godt. Bent svarer prompte og siger, at det er Claus' fortjeneste, fordi han er blevet god til at give lyd fra sig. Onsdag 22. december FREDERIKSHAVN: Bent tænder computeren og finder igen en e-mail fra Claus. Han er vist glad for de rosende ord, selvom tonen som sædvanligt er lidt sarkastisk. CAMP DANEVANG: Så er det blevet tid til at købe møbler til fællesrummet, og Claus kører på marked med nogle kolleger. De kommer hjem med en sofa, et par stole, kulørte lamper, vægtæpper, et kuk-ur med en plastic-fugl, et stort irakisk stofflag og en lysekrone med "diamanter". Det er en sjov og hyggelig dag. Gid, juleaften bliver ligeså fredelig!