EMNER

Opfind-somheden blomstrer

Anne-Mette Bak Nielsen hjælper sammen med kollegerne på Erhvervscenter Nordjylland opfindere med at komme videre.

Anne-Mette Bak Nielsen hjælper sammen med kollegerne på Erhvervscenter Nordjylland opfindere med at komme videre.

Det er ikke ideer, nordjyderne mangler. Det mærker man på ErhvervsCenter Nordjylland i Hjørring, hvor mange nordjyske opfindere henvender sig for at komme videre med den idé, de går og tumler med. Men det er sjældent at der kommer levedygtige produkter ud af de mange tanker. - En eller måske to ud af 100 ideer ender med at blive til noget, siger Anne-Mette Bak Nielsen, der er virksomhedsrådgiver ved ErhvervsCenter Nordjylland. Og hun er en af de personer opfindere kommer i kontakt med, når de henvender sig. Hvert år håndterer man på erhvervscentret omkring 200 sager, der omhandler produkter og ideer til produkter. Det er omkring ti procent af de henvendelser, man får på centret, og tallet har været stabilt de seneste fem år. - Det spænder vidt fra luftige ideer til færdige produkter. Fælles for dem er, at de brænder for deres sag, og når de kommer til os er det oftest for at få et godt ind spark til at komme videre, siger Anne-Mette Bak Nielsen. Hun deler opfinderne op i to grupper. Den ene er dem der kommer med en idé til et produkt, men de har ingen prototype, og de har sjældent muligheden for selv at udvikle eller fremstille en prototype. Den anden type er dem der kommer med et stort set færdig produkt, som måske blot mangler lidt produktoptimering og hjælp til at sælge ideen. - Den første kategori er svær at hjælpe for deres tanker er ofte meget luftige, siger Anne-Mette Bak Nielsen. Meget ofte kommer det ikke videre, for hvis man får en god ide, så viser det sig mange gange, at der allerede er én - et eller andet sted i verden - der har fået den samme idé. - Den anden kategori er der få af, men de brænder på en helt anden måde for ideen, nu er det lige pludselig også noget der er håndgribelig. De er som regel meget taknemmelige over vi har tid og lyst til at hjælpe. Det man på Erhvervscenter Nordjylland fortrinsvis hjælper med er at undersøge om en ting er ny, produktmodning/optimering, produktbeskyttelse og hjælp til at søge fondsmidler. Så følger arbejdet med at lægge en slagplan, med produktgodkendelse og ikke mindst at hjælpe opfinderne videre til de rette folk.