Opfindelser på skemaet

Elever på Brønderslev Gymnasium dyster på deres evne til at nytænke og produktudvikle

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dugfrie briller er målet, men foreløbig har teamet dog ikke nået et gennemsigtigt resultat.

En sundere cigaret, en gryde der ikke koger over, dugfrie brilleglas, koppen der selv rører rundt og en skraldespand, der kan komprimere affaldet og tilmed er lugtfri. Ideerne er mange, og arbejdet foregår systematisk og koncentreret i kemilokalet på Brønderslev Gymnasium. Elever fra 2. g.-klasserne er tilmeldt Dansk Industris opfinderkonkurrence Science Cup, og har de seneste tre dage arbejdet på at forfølge de gode ideer og forvandle dem til virkelighed. I hold arbejder de med egne produktideer, og tager undervejs deres naturvidenskabelige viden til hjælp. - Vi håber, at produktudviklingen lykkes, så nogle af vores elever kan deltage i finalen med deres rapporter og prototyper eller produkter, fortæller Hanne Gerlach, der er kemilærer og står i spidsen for projektet sammen med fysiklærer Palle Hansen. Eleverne har taget afsæt i en problemstilling fra hverdagen, og udvikler produkter, der ikke allerede findes på markedet. Der kan enten være tale om videreudvikling af allerede eksisterende teknologi eller udvikling af ny teknologi eller produkter. Det afgørende er, at de finder et behov eller problem, udvikle en ide til løsning af problemet, og at de ved hjælp af faglige viden fra biologi, fysik, kemi eller naturgeografi kan dokumentere løsningen. - Vi vil gerne motivere eleverne til at bruge naturvidenskaben, og det ser ud som om, de nyder det. Det er dejligt at se, at de faktisk arbejder så godt med projekterne, siger Palle Hansen. - Vi vil også gerne have, at eleverne oplever, at selvom tingene kan se meget svære ud, så er man nødt til bare at gå i gang og finde løsninger hen ad vejen. Hvis man tror, at man skal vide alt, inden man går i gang, kommer man aldrig nogen steder, supplerer Hanne Gerlach, og tilføjer, at nutidens store opfindere og forskere også er begyndt i det små for år tilbage. - Og det viser sig jo også, at eleverne her finder ud af en helt masse nye oplysninger. Det tror jeg er godt, at de unge får lov at opleve. - Og så er det lidt anderledes for os, for vi kender jo heller ikke svarene, smiler Palle Hansen, der fryder sig over sin rolle som konsulent. - Vi forsøger at komme med gode ideer, når der er brug for det, tilføjer han.