Vold

Opfordrede til slagsmål i Gaden

Fire unge ville slås med tilfældige forbipasserende lørdag morgen i Aalborg.

Tidligt lørdag morgen opførte fire unge mænd i begyndelsen af 20´erne sig så provokerende og voldeligt i Jomfru Ane Gade i Aalborg, at politiet anholdt dem. De fire antastede andre unge, der havde været en tur i byen og opfordrede til slagsmål. Og det lykkedes dem da også at komme i klammeri med andre personer i forlystelsesgaden. Men kl. 6 blev de taget med til politigården, hvor de skal være, til de har sovet rusen ud. Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Søren Pejtersen, får de fire en bøde og er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.