Opfordrer til fælles fodslaw

Jomfru Anegade burde konkurrere på andet end sprit-priser

AALBORG:Selvom borgmester Henning G. Jensen også er formand for Bevillingsnævnet i Aalborg Kommune vil han ikke gribe ind overfor priskrigen på spiritus i Jomfru Anegade. Ifølge borgmesteren er der nemlig tale om frie markedskræfter, men han opfordrer alligevel parterne til at sætte sig ned og tale sammen. - Jeg håber da, at restauratørerne vil sætte sig ned og tale om det her, siger han. - De er jo de eneste, der kan løse problemerne. For selvom vi kører en meget hård kurs med tilsyn og kontrol af restauranterne, kan vi kun gribe ind, hvis der er tale om udskænkning til mindreårige, dårlig forretningsmæssig adfærd eller overskænkning af åbentlyst berusede personer, forklarer han. Ifølge Henning G. Jensen er priskrige på øl og spiritus ikke noget nyt fænomen. Men derfor ærgrer det ham alligevel i forhold til byens image. - Det er da klart, at jeg hellere så, de fandt noget andet at konkurrere på. Det kunne jo f.eks. være underholdning, musik eller hvem, der havde den bedste mad eller den bedste service, siger han. - Og derfor opfordrer jeg også gadens restauratører til at finde en løsning, fortsætter Henning G. Jensen. - Det er dem, der skal samarbejde om at løse problemet. For det er trods alt det, vi kommer længst med, forklarer han.