Opfordrer til hurra hver morgen

Ansatte hørte om bassin med hostende start, ældre der koster og for meget papirarbejde

Mette Møller
Omtrent 130 kommunalt ansatte lyttede til talerne til årets nytårstaffel.
Brønderslev 4. januar 2018 11:20

BRØNDERSLEV: Onsdag samledes omtrent 130 ansatte ved kommunen til nytårstaffel med fælles morgenmad i kantinen på rådhuset i Brønderslev, og her gav både borgmester Mikael Klitgaard og kommunaldirektør Søren Steensen en tale med udpluk fra det forgangne år og et blik på det nye år.

Mikael Klitgaard hæftede sig blandt andet ved, at de ansatte meget gerne må hjælpe med at komme med indspark til ting, der kan gøres anderledes.

- Bureaukrati er som en damptromle, der kommer imod os. Mere bureaukrati og flere papirer. Det skal vi ikke være bange for at bekæmpe, og det håber jeg, I vil hjælpe med, sagde han.

Mikael Klitgaard glædede sig over, at der i år for første gang i lang tid ikke var sparekataloger på menuen i forbindelse med budgettet.

Til slut opfordrede han til fortsat god og åben dialog og fik så folk til at bryde ud i fælles grin med denne replik:

- Jeg håber, I råber hurra hver morgen, ellers skal I have lært det, smilede han - og indkasserede efter grinet en stor klapsalve.

Overraskende udskiftning

Søren Steensen så tilbage på 2017, hvor kommunalvalget var en stor begivenhed, og der blev sat et nyt byråd.

- Lidt overraskende blev en tredjedel af dem skiftet ud - det var nok ikke lige forventet, konstaterede han og takkede alle, der har hjulpet med at få valget til at glide.

Han fortalte, at der er blevet arbejdet benhårdt på at hjælpe udsatte børn og unge, og så hæftede han sig ved en konkret ting, der er sat i søen på nogle skoler i 2017.

- Nogle skoler er begyndt på en gennemgribende renovering af de toiletter, der virkelig trænger.

En anden meget omtalt renovering er varmtvandsbassinet i Grønningen.

- Efter en noget hostende beslutningsstart så endte det med, at Ejendomsservice fik ansvar for renovering af varmtvandsbassinet, sagde Søren Steensen.

Ungdomshus forude

For 2018’s vedkommende forudså han flere opgaver - blandt andet at der skal etableres et Ungdomshus, at flere skal i job og uddannelse, og at man får en udfordring med flere ældre. Og så nævnte han yderligere digitalisering - herunder fraværsrobotter på skoler og brug af skype til møder og tolkning.

Deltagerne i årets nytårstaffel var folk ansat på rådhuset, i Ungecentret, i Jobcentret og i Sundhedsplejen.

Dagen før var der nytårstaffel på rådhuset i Dronninglund med cirka 100 deltagere.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...