Opfordring til ikke at bruge landminer

Mellemøsten 17. september 2002 08:00

GENEVE: Den Internationale Kampagne for et Forbud mod Landminer (ICBL) opfordrede i går USA og dets allierede til ikke at bruge landminer ved et kommende militært angreb på Irak. Mens USA ikke har underskrevet traktaten om et forbud mod landminer fra 1997, har de fleste andre NATO-lande underskrevet traktaten og har derfor ikke lov til at medvirke til at lægge landminer i forbindelse med en eventuel krig mod Irak. Afghanistan sluttede sig til traktaten 11. september på årsdagen for terrorangrebene mod USA, men 50 lande - heriblandt USA, Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Egypten - har endnu ikke underskrevet traktaten. Ifølge ICBL's seneste rapport er i alt 34 millioner landminer blevet tilintetgjort inden for det seneste år, og dødsfald på grund af landminer er faldet med op til 20 procent fra 26.000 om året til mellem 15.000 og 20.000 om året. /ritzau/DPA

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...