Opgang raseret af bombe

Beboere i Nørresunby vækket brat af et voldsomt brag

Terrorisme 30. december 2004 05:00

NØRRESUNDBY: Beboerne i opgangen Vikingevej 21 i Nørresundby vågnede i går nat op til et øredøvende brag og kæmpe lysglimt. En ukendt gerningsmand havde affyret en bombe - formentlig en kraftig krysantemumbombe - der totalt raserede opgangen. Trykbølgen var så kraftig, at samtlige entredøre i opgangens seks lejemål blev trykket ind. Loftsplader var revet løs, og ruder i døre og vinduer blev knust. - Entredøren stod åben flere centimeter, og røgen væltede ind, fortæller Anne-Grethe Simonsen, der sammen med sin mand John Vejs bor på første sal. Trods det voldsomme brag og skaderne var der ingen panik blandt beboerne. Alle i opgangen var vågnet og gik i gang med at rydde lidt op. Anne-Grethe Simonsen er overbevist om, at bombesprængningen er en grov drengestreg: - Vores opgang er den sidste - eller første - på ruten, og derfor er det belejligt at smide bomben ind hos os og skynde sig væk. Dørene skal skiftes I løbet af onsdagen blev der ryddet grundigt op af et skadeservicefirma, og samtlige entredøre, der samtidig fungerer som branddøre, er midlertidigt repareret. Men formentlig skal de alle udskiftes, fordi karmen har forskubbet sig. Hos Aalborg Politi er man bestyrtet over bombesprængningen og opfordrer vidner til at henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen. - Vi tager det meget alvorligt, og det går langt ud over, havd der kan kaldes drengestreger. Det er terror, og vi vil gøre alt for at få opklaret, hvem der står bag, siger politikommissær Finn Munk Sørensen. Han opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om, hvad de render rundt og laver. Eksplosionen på Vikingevej er nemlig et nyt eksempel på, at drengestreger er gået over gevind. Dagen før var den gal på Aabybro Skole, hvor en kraftig krysantemumbombe også udrettede stor skade, da den blev kastet ind i et filmlokale via en ventilationsskakt og forårsagede en eksplosion, der trykkede samtlige ruder ud i lokalet og ødelagde døre. Også fritidscenteret Smedegården i Aalborg Øst er i ugens løb blevet raseret af fyrværkeri, der blev smidt ind via et smadret vindue. - Der er tale om så kraftigt fyrværkeri, at menneskeliv er i fare, og det hører ingen steder hjemme at bruge den slags, siger politikommissær Finn Munk Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...