EMNER

Opgør i S nødvendigt

Det er legitimt at anfægte Socialdemokratiets partiformand. Af flere grunde. Fordi partiets aktuelle situation gør det nødvendigt. Og fordi det er en procedure, der har været fulgt siden den nuværende partiformand og statsminister-kandiat Mogens Lykketoft fik afsat Svend Auken til fordel for Nyrup. Efterfølgende fik samme Lykketoft afsat Nyrup – til fordel for: Mogens Lykketoft. Ikke at formandsskifterne blev udført af en Lykketoft som enkeltperson. Kredsen var større. I Auken-Nyrup-skiftet var der stærke medspillere: Fagforbunds-ledere, anført af Metal-folkene, og ledende politikere fra Det radikale, der i 1992 gjorde støtten til en kommende S-regering betinget af, at Auken blev udskiftet med Nyrup. Nyrup førte efter en succesrig periode som statsminister socialdemokraterne til det store valgnederlag i 2001 fordi Socialdemokratiet i regeringsårene mistede troværdighed hos vælgerne. Falske garantier og løftebrud i efterløns-sagen gjorde udslaget. Det er rimeligt at være opmærksom på, at vel var det politiske fadæser, som formand Nyrup lagde navn til. Men det var ingenlunde aktiviteter, som var selvopfundne. Den daværende stærke finansminister var kuglestøber til al økonomi-politik under Nyrups regeringstid. Og efterløns-udspillet var derfor utænkeligt uden dennes medvirken. Men naturligvis var det partiformanden, der tegnede ansvaret ud ad til. Det er i alle situationer en formands lod at tage "skraldet". Det tog tid, før Nyrup lod sig overbevise om, at 2001-nederlagets pris måtte være hans egen position. Det, de to seneste formandsskifter hos Socialdemokraterne altså har som fællestræk – ud over nederdrægtighederne – er, at det var omgivelserne, der sagde fra. I Aukens tilfælde efter en kanonsejr, som Det radikale Venstre gjorde værdiløs og derved løsgjorde kræfter hos frustrerede eks-S-ministre, der under en alt for lang ørkenvandring drømte om ministertaburetter. "mens tid var". Nyrup/Lykketoft-skiftet var tilsvarende heller ikke en formands egen beslutning. Der er altså dokumentation for, at opfordringen til en siddende formand om at trække sig er en partivenlig ret, der ikke kan anfægtes. Den er oven i købet udtryk for, at hensynet til partiet vejer tungere end personlige hensyn. Med det som baggrund må det anses for at være i Socialdemokratiets interesse, at konstatere, at Mogens Lykketoft med sin ageren før og under den igangværende valgkamp er en ansvarspådragende katastrofe for Socialdemokratiet. Som der bør drages konsekvenser af. En partiformand, der alene kan spille sin tragiske rolle i kraft af at der ikke er et umiddelbart indlysende alternativ i den nuværende partiledelse, er selvfølgelig en ubehagelig understregning af det aktuelle socialdemokratiske dilemma. Men efter 8. februar vil der være tid til at gennemføre det totale ledelsesskifte, som er så påtrængende. Dog ikke for lang tid. Det er mellem valgene slaget skal slås – og nye sejre grundlægges. Genrejsningen bliver drøj. For Socialdemokratiet skal først og fremmest genfinde sin sjæl og sit humanistiske grundlag, der kan kalde på en ny vælgergenerations tro og engagement. For en sag – og ikke for en kræmmerpolitik, hvor man tilbyder folket hvad det vil have. Politik er at have mod – og at stå ved det. Bent Øberg, Fasanvej 4, Aalborg, er journalist. E-mail: bent@oeberg.dk. Hjemmeside: www.oeberg.dk.