Litteratur

Opgør med den tullede vatmand

ROMAN Keld Conradsen: "Småfisk & guldmakreller" Århusianeren Keld Conradsen, årgang 1963, debuterer med denne generationsroman om den 36-årige redaktør for månedstidsskriftet "Fritidsfiskeren", Jacob Lauman, der ved bogens begyndelse er blevet forladt af sin samleverske Louise sammen med deres fælles treårige barn Rasmus, og nu sidder han uhjælpeligt fast i et eksistentielt hak. Han fortæller selv sin historie og henvender sig hele tiden til læseren, og på et tidspunkt fortæller han om tre centrale begivenheder i sit liv, knyttet til Johannes, Maria og Dorte. Han tilhører den såkaldte nå-generation, der voksede op i 70"erne med Trille, Ingrid og Lillebror, Sweet, Slade og Gasolin. Han er vild med fodbold, føler sig i øvrigt ret ansvarsfri og samler som læsehest ivrigt på bøger. Men han har svært ved at hitte ud af tilværelsen, da han bliver alene, og i protest mod Louise omorganiserer han sine bøger. Der er sket en mentalitetsændring, for han bliver aggressiv, og alle hans tanker kredser om Rasmus, så at han intet får udrettet, indtil hans ven Lars laver en liste med fem punkter om ting, som han skal gøre for at komme videre i sit liv. Og det bliver skelsættende. Den vattede Jacob bliver til et mandfolk, der tør handle fornuftigt og taktisk, og som langsomt, men sikkert etablerer sig, og som tilsyneladende kommer over et gymnasialt forelskelsestrauma på en måde, der er fremtid i. Samtidig får han etableret et rimeligt forhold til sin søn. Sammen med ham oplever han de sjældne lykkelige øjeblikke, der er alt stræbens mål. "Småfisk & guldmakreller" er en prisværdigt positiv bog om en mand, der finder ud af at tage sin tilværelse alvorligt, at sætte sig mål og finde frem til de eksistentielle værdier, og det er en bog, der gør op med den svage mand, der tuller rundt i sin egen eksistens uden at kunne hitte ud af noget som helst. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Keld Conradsen: "Småfisk & guldmakreller", 181 s., 188 kr., Modtryk, Udkommer i dag.