Opgør med firmaers pc-snyderi

9. marts 2003 07:00

KØBENHAVN: 26 procent af den software, som anvendes i danske virksomheder, kører uden den fornødne licens og er derfor i strid med loven om ophavsret. Softwarebranchen går nu i krig mod den ulovlige piratkopiering - først med en venlig oplysningskampagne, siden med civile ransagninger og bissen skruet på. - Problemet er enormt. I virksomheder med under 100 ansatte er over 50 procent af den anvendte software ulovlig, mens større virksomheder med egen IT-afdeling har mere orden i sagerne. Vi skønner, at værdien af den software, som der ikke er betalt for, ligger på omkring en halv milliard kroner, oplyser formanden for brancheorganisationen BSA (Business Software Alliance), Niels Appel. Branchen er kommet frem til den enorme manko ved dels at sammenligne salget af pc'ere med salget af software, dels ved at lade analyseinstitutter tjekke hos virksomhederne. Opstår der mistanke til en virksomhed, har branchen i de seneste halvandet år kunnet anmode kongens foged om at foretage en såkaldt civil ransagning, hvilket er sket i 12 tilfælde. Rekordfangsten var en virksomhed, der havde 400 pc'ere kørende uden en eneste licens. Uregelmæssighederne optræder i mange variationer og kan skyldes bevidst kriminel adfærd eller sjuskeri. Niels Appel erkender, at branchen må arbejde med en holdningsændring i befolkningen. - Ulovlig kopiering af programmer er snyd over for os, men samtidig konkurrenceforvridende. Man ringer næppe til politiet, hvis man ser en fodgænger gå over for rødt lys, men man ringer nok, hvis man ser et indbrud i Superbrugsen. Vi mener, at piratkopiering ligger tættest på indbruddet i Superbrugsen, siger Niels Appel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...