Opgør med offentlig jobformidling

25. september 2002 08:00

København, tirsdag /ritzau/ Regeringen vil have håndteringen af de ledige samlet ét sted. Uanset om en arbejdsløs er på kontanthjælp eller dagpenge, skal den ledige møde et harmoniseret system. Opgøret med de to adskilte systemer er en nyskabelse i planen "Flere i arbejde", som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) offentliggør i dag. - For den enkelte ledige er det ikke vigtigt, om man er arbejdsløshedsforsikret eller på kontanthjælp. Det afgørende er, om man får en mere individuel og handlingsorienteret hjælp, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau. Det nuværende system betyder, at medlemmer af en arbejdsløshedskasse skal søge job gennem arbejdsformidlingen (AF). En kontanthjælpsmodtager skal derimod møde op hos kommunen. Tanken er, at en arbejdsløs møder frem ét sted. Her tilrettelægges så en individuel behandling, så personen kan komme hurtigst muligt i arbejde. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...