Trafikpolitik

Opgør med omfartsvej

Venstre opgiver tanken om omfartsvej til gengæld for sikrere trafik i byen

PANDRUP:Den skrinlagte omfartsvej ved Saltum og Hune/Blokhus skal nu op af skrinet og smides helt væk. Til gengæld kan man så tale om konkrete tiltag andre steder, håber en enig byrådsgruppe fra Venstre. Gruppeformand Henrik C. Pedersen forklarer, at Nordjyllands Amt er i tvivl om kommunens hensigter, så længe der er reserveret jord til omfartsvejen vest om Saltum. - Reservationerne lægger hindringer i vejen, fordi man ikke vil lave trafikforbedringer, samtidig med, at man har planer om en omfartsvej, forklarer gruppeformanden. Omfartsvejen har ladet vente på sig siden 1964, hvor sognerådet i saltum/Hune lagde de første planer for den, men nu har den ikke stor opbakning. - Jeg ønsker ikke en omfartsvej uden om byen, fordi det vil ødelægge det miljø og liv og glade dage, vi har i Saltum, fortæller han. Henrik C Pedersen er også formand for Teknisk Udvalg og har nu planer om, at få sagen på dagsordenen der og så anmode amtet om at sløjfe arealreservationerne. Forbedring af trafiksikkerhed er ikke noget, der sker natten over, så gruppen har planer om at komme i gang så hurtigt som muligt. - Venstres gruppe er enige nu, så det gælder om at komme i gang. Det haster, hvis vi skal have lavet noget i den her valgperiode, siger han. At han har i sinde at komme videre med ideen, illustreres af, at Henrik C. Pedersen ikke vil vente på, at Nordjyllands Amt sløjfer reservationerne, før han tager gør klar til trafikforbedringer. - Det vil vi gøre sideløbende, og amtet er da også bekendt med vores ønsker, fortæller han. Gruppeformanden slår fast, at man ikke skal være bange for, at man ved at sløjfe planerne risikerer, at amtspolitikerne bare tager det til efterretning uden at forbedre sikkerheden. - Der er masser af teknisk vilje og forståelse for vores planer, og nu kommer der også politisk vilje, fortæller han. Henrik C. Pedersen bor selv i Saltum, og selvom han påpeger nødvendigheden af ændringer ved Pirupvejen, Sigsgårdvej og Rødhusvejen kender han mest til de konkrete planer med hovedgaden i Saltum. - Ved Pirupsvej kunne løsningen være en rundkørsel og i Saltum kunne vi få en byport og der er mulighed for cykelstier, men det vil ikke blive trukket ned over hovedet på folk, vi skal lave høringer, forsikrer han. Pandrup kommune er enige med Nordjyllands Amt i at det er vigtigst at se på, hvordan man går trafikken ved skolen mere sikker, men også de ældre medborgere skal have hjælp, hvis det står til Henrik C. Pedersen. - Her og nu er det skolevejen og de ældres forhold, der skal ændres. Lige nu er det svært for mange ældre at krydse vejen, forklarer han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst