Ophævelse af skovbyggelinie

} HIRTSHALS: Skov- og Naturstyrelsen har besluttet at ophæve skovbyggelinien for Lilleheden Klitplantage indenfor det område, som er omfattet af Lokalplan 510.1 for sommerhusområdet. Skovbyggelinien omfatter det areal, der ligger indenfor 300 meter fra skovbrynet. } GOLF: Hele 140 medlemmer var mødt op til åbningen af den nye sæson i Hirtshals Golfklub. Efter den indledende ceremoni blev der spillet åbningsmatch med 119 deltagere fordelt på fire rækker. A-rækken blev vundet af Ronni Engbjerg med 69 slag foran Ole M. Jensen med 71 slag og Michael Samuel med 74 slag. I B-rækken var John Jensen skarpest med 71 slag, på 2.-pladsen fulgte Vagn Christensen med 73 slag. C-rækken blev vundet af Lars Lykkegaard Jensen foran Carsten Poulsen og Ole Ottesen. I D-rækken var Henrik Jensen bedst, idet han med mindst mulig margin distancerede Lasse Poulsen, Hans Myglegaard og Morten Pedersen 30. Nærmest flaget blev vundet af Denis Kastrup på hul 2, Henrik Bak på hul 6, Emil Andersen på hul 10 og Mads Houkjær på hul 14. } ANSØGNING: Det endelige program for byfornyelse er nu blevet udarbejdet af Plan- og udviklingsafdelingen i Hirtshals Kommune, og det mangler blot at blive godkendt i byrådet. Ansøgningen skal sendes til Socialministeriet inden 1. maj for at sikre de 3,3 mio. kr. i statsrefusion, som Hirtshals Kommune er stillet i udsigt. Programmet er lavet på baggrund af den dialogproces, der har været i foråret. Resultatet blev præsenteret på Borgermødet på Hotel Hirtshals sidst i marts. } JAZZ: Hirtshalstoget med et ottemands jazzorkester om bord kører rundt i Hirtshals by lørdag formiddag, hvor jazzfolkene vil underholde med happy-jazz. Der sker i forbindelse med lang påskelørdag i byens butikker.