Kriminalitet

Ophedet gastank satte Svaneke i stå mens tanken blev kølet

Brandfolk har fået kølet en gastank på Svaneke Bryggeri ned, så der ikke længere er risiko for eksplosion.

De evakuerede beboere i Svaneke på Bornholm kan trygt vende hjem igen, og trafikken kan igen køre normalt, efter at brandfolk har fået kontrol over en ophedet gastank i byen.

Det oplyser Bornholms Politi på Twitter sent tirsdag aften.

- Situationen er under kontrol, fareområdet ophævet, og redningsberedskabets indsats indstillet. De evakuerede kan vende tilbage til deres boliger, skriver Bornholms Politi.

Gastanken ved Svaneke Bryggeri var tidligere på aftenen så varm, at et overtryk i tanken skabte risiko for eksplosion.

Derfor afspærrede politiet store dele af Svaneke og evakuerede enkelte huse.

- Vi får en anmeldelse om, at der er overtryk i en 20 kubikmeter stor tank på bryggeriet i Svanegård, fortalte vagthavende Peter Johansen tirsdag aften, før situationen var under kontrol.

For at køle tanken ned trak brandfolk en slange tværs gennem byen til havnen for at bruge havvand til opgaven.

Byen var proppet med turister med børn, som gerne ville hjem, men det måtte vente, da store dele af byen blev afspærret under afkølingen af gastanken.

Beredskab Bornholm assisterede Bornholms Brandvæsen med 16 mand og blandt andet autosprøjte og tankvogn.

Indsatsen for at afkøle tanken medførte, at det ikke var muligt at komme ind i Svaneke fra øst ad Storegade eller fra syd ad Korshøje.

Men omkring klokken 23 tirsdag aften er alle gader genåbnet, så trafikken igen kan køre normalt i Svaneke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst