Ophøjet ro

Fyens Stiftstidendes chefredaktør Per Westergård er blevet hevet i retten i Jordan for at have bragt Kurt Westergaards tegning af religionsstifteren Muhammed med en bombe i turbanen.

Per Westergård kalder retssagen absurd og slår fast, at en risiko for surhed i et andet land ikke skal være den norm, som Fyens Stiftstidende redigeres efter. Det er betryggende at vide, at danske aviser endnu ikke redigeres fra mellemøstlige diktaturstater, og at Fyens Stiftstidendes chefredaktør tager hele situationen med ophøjet ro. Men ifølge vedholdende rygter på internettet er Per Westergård urolig, hvad angår et enkelt element i retssagen. Det værste ved en eventuel dom vil ifølge rygterne på nettet være risikoen for, at Per Westergård kommer til at dele celle med Tøger Seidenfaden fra Politiken. Uwe Max Jensen Skæring Parkvej 514, Egå uwemax@mail.djh.dk