Ophørsudsalg hos Emerco

Søndag aften er det slut

Storvorde 28. september 2002 08:00

- Vil du have en købmandsforretning. Du må godt få den! Udsagnet kommer fra Claus Nielsen, der driver Emerco-købmanden på Tofthøjvej i Storvorde, og det er fremsat til bladets journalist, der dog har mere forstand på store og små bogstaver end på vaskepulver og letmælk. Søndag aften klokken 19 lukker butikken. - Der er ingen, der vil købe butikken. Den kører ellers fint, og der er en omsætning på 15 millioner kroner inklusive tips. Men jeg gider altså ikke have den mere, siger Claus Nielsen. Han driver i øjeblikket købmandsbutik på Doravej i Vejgård, og har halvpart i en anden købmandsbutik og en kiosk i Aalborg. Så han har nok at se til. - Jeg tog bare butikken i en periode, og min kæde, Emerco, lovede at finde en anden til forretningen. De fandt bare aldrig nogen. - Det er ikke Rema 1000, der har slået butikken ihjel, men det er Rema 1000, der er skyld i, at jeg ikke kan få nogle unge mennesker til at overtage den. For en butik af denne størrelse burde sagtens kunne sælges. Butikken skal ikke koste noget, men man skal naturligvis overtage varelageret, og på grund af Rema 1000 er der vel næppe nogen bank, der vil låne penge ud til at købe dette varelager for, siger Claus Nielsen. Han har ikke selv givet noget for at overtage butikken. Han overtog blot varelageret efter den tidligere ejer. Og hans største problem med lukningen af butikken er da også, at han skal ud og hente varelageret. Så kan det fordeles på hans øvrige butikker. Indtil lukningen i morgen aften er der 25 procent rabat på næsten alle varer. Det gælder dog ikke tobak, som der næsten ingen fortjeneste er på, og mælk, som skal købes ind fra dag til dag. Men skal man bruge en flaske opvaskemiddel, så er den på tilbud netop nu. - Jeg har butikslokalet to måneder mere, men det betyder ikke så meget, for huslejen er billig. - Et eller andet sted er det byrådets skyld, at butikken lukker. De sagde, at Rema 1000 ville skabe mere liv i området og ikke betyde butiksdød, men derimod mere beskæftigelse. Men jeg er altså i en situation nu, at butikken ikke kan afhændes på grund af Rema 1000. - Når jeg lukker nu, selv om jeg har mit lejemål to måneder endnu, skyldes det også, at de fleste af mine ansatte har fået nyt job. Og så kan jeg jo lige så godt lukke, siger Claus Nielsen. Emerco i Storvorde har fem ansatte. Det er en bestyrer, to piger, en elev samt diverse deltidsjobs, der tilsammen giver en hel stilling.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...