Ophørsudsalg på havnefronten

Bibliotekets bogudsalg bliver det sidste inden flytningen til kulturcentret

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Erling Gammelmark havde med vilje ikke taget ret mange penge med: - Jeg er simpelthen bange for at gå fuldstændig grassat!

HADSUND:Der er mange måder at forberede sig til ”det største bogudsalg nogensinde på Hadsund Bibliotek”. Nogle sørger for at tage kontanter og rigeligt med emballage med til den forventede høst af billige, meget billige, bøger. - Men jeg har ikke penge med af betydning, erklærede Erling Gammelmark, der ellers er en af bibliotekets meget trofaste gæster. Således også i går, da han sammen med omkring 30 andre mennesker strømmede ind, da biblioteket slog dørene op. Ikke alle satte kursen mod de billige bøger, og faktisk er besøgstallet ikke meget større end ellers, fortæller biblioteksleder Marianne Folkersen. Det ændrede sig dog i løbet af få minutter, da de mere end tusind bogtitler var massivt omringet af nysgerrige og købelystne mennesker. Og det var ikke manglende købelyst, der havde fået Erling Gammelmark til at lænse portemonnæen derhjemmefra. Men tankegangen ligner den, der får fornuftige ludomaner til ikke at tage dankortet med på kasino. - Jeg er simpelthen bange for at gå fuldstændig grassat, indrømmede den passionerede bogelsker. En af hans lidelsesfæller, Gitte Kaan, har fundet råd for det. Og det blev uden tøven givet videre til Erling Gammelmark: - Gør som mig. Jeg har indrettet et børneværelse kun til bøger! - Herregud. Kun et værelse?! Jeg har kasser med bøger på loftet og over alt på gulvene, lød svaret. Begge måtte dog gå forgæves efter deres favoritlitteratur - henholdsvis lokalhistorie og science fiction. Men ellers er der masser at vælge imellem. Hvad for eksempel med Jean M. Auels ”Hulebjørnens klan”, der for ikke så mange år siden hittede på bestsellerlisten, eller Margaret Mitchells udødelige klassiker ”Borte med blæsten”, der især som film blev ufattelig populær. Radikalt til værks Hurtige jurastuderende kan også erhverve sig en komplet Karnovs lovsamling for en plovmand. Ikke helt ny, men næsten. - Og vi fylder hele tiden op, så der er noget at komme efter, lover Marianne Folkersen, der i år har ekstra god grund til at sælge ud. Flytningen af biblioteket nærmer sig, og det årlige bogudslag har altså denne gang karakter af et ophørsudsalg. Biblioteket skal flytte op i det kommende kulturcenter, og jo færre bøger der skal flyttes, jo nemmere bliver det. - Vi er gået temmelig radikalt til værks. Og det er langt fra alt, jeg har tjekket udlånstallet på. Men skulle noget være smuttet, er der ingen grund til panik. I dag kan vi skaffe tingene hjem med dags varsel, siger Marianne Folkersen. I øvrigt opfordres alle til at låne så meget som muligt med hjem. - Både for vores og for folks egen skyld. Vi holder lukket en måned, og det kan være hårdt for nogle af vores kunder. Der er folk, der læser utrolig meget.