Opholdssted i skudlinjen

Viceforstander Bent Vestergaard er ked af balladen om Opholdsstedet Skagen.

Bent Vestergaard - i rampelyset. Foto: Kim Dahl Hansen

Bent Vestergaard - i rampelyset. Foto: Kim Dahl Hansen

Skagboen Bent Vestergaard er scenevant. Han er skuespilleruddannet fra Aarhus Teater og har stået foran publikum utallige gange. Men i den seneste tid, synes han, at rampelyset har været rettet ubehageligt skarpt mod hans person. Fordi han er initiativtager til og viceforstander for Opholdsstedet Skagen. - Jeg synes, jeg har været udsat for et forsøg på karaktermord, siger han. Formanden for børne- og ungdomsudvalget, Paul Rode Andersen (SF), oplyste for to uger siden til NORDJYSKE Stiftstidende, at udvalget havde bedt GOT, den tværkommunale godkendelses- og tilsynsmyndighed, om at vurderede personfølsomme oplysninger om Bent Vestergaard i relation til hans funktion på opholdsstedet. Udvalget fandt, at det ikke kunne sidde oplysningerne overhørig. - Det var krænkende. Det gav anledning til mytedannelse. Folk vidste jo ikke, hvad det drejede sig om. Nu afslører han det selv. - Det handlede om to ting. At jeg to gange er gået konkurs med virksomheder, og at jeg har købt et selskab, som siden er tvangsopløst. - Den seneste konkurs ligger 13 år tilbage. I sagen om det tvangsopløste selskab var jeg selv forurettet, fordi det selskab, jeg havde købt, viste sig at være værdiløst. Paul Rode Andersen bekræfter, at det var disse oplysninger, som udvalget bad GOT vurdere. Udvalget havde modtaget oplysningerne fra en skagbo i forbindelse med debatten om godkendelsen af opholdsstedet. Paul Rode Andersen oplyser, at GOT efterfølgende har meddelt, at oplysningerne ingen indvirkning har på den godkendelse, som GOT har givet Opholdsstedet Skagen. Derfor er sidste punktum i sagen formentlig sat. Bent Vestergaard er som nævnt skuespiller. Han var i flere år ansat på Aarhus Teater, siden i Aalborg, på Det kongelige Teater, Betty Nansens Teater og Jørgen Blaksted Turnéen. Det var via bekendtskabet med skuespilleren Mads Peter Neuman, han første gang kom til Skagen og forelskede sig i byen. Siden slutningen af 90'erne har han boet i Skagen og blandt meget andet beskæftiget sig med cafédrift og cykeludlejning. For tre år siden trådte han, efter otte års scenepause, igen ind på scenen. Det skete i musicalen "Lyset over Skagen" om det forrige århundredskiftes deltidsskagboer, malerne. Han spillede den tredobbelte rolle som kunstsamleren Heinrich Hirschprung, redningsmand Kristian Bendtsen samt Degn Brøndum, bror til Anna Ancher. Bent Vestergaard er professionel familieplejer. Han har ikke ingen pædagogisk uddannelse, men betegner sig som selvlærd efter års studier af ADHD suppleret med praktikophold på forskellige institutioner. -Jeg oplever også, at jeg kan bruge meget fra skuespilleruddannelsen over for de unge. Qva mit fag er jeg i stand til at aflæse dem og give dem mulighed for at spejle sig.