Lokalpolitik

Opholdssted vil til Gl. Bjergby

Kommunen overvejer nu at lave en lokalplan tæt på naturområde

BJERGBY:Det private opholdssted Mellergaardsskolen i Serritslev, er trods modstand fra naboer og beboere i Gl. Bjergby, stadig varm på at få fingre i det nedlagte plejehjem Solhjem. - Vi opfatter det sådan, at det kun er et fåtal, der er imod, at vi køber stedet. Vi har også fået rigtig mange tilkendegivelser om, at vi er velkomne, siger forstander på Mellergaardsskolen, Berit Buch. Efter et borgermøde i sidste uge, hvor borgerne fik lejlighed til at få frit løb for deres bekymring om et kommende naboskab til teenagere med tunge problemer i bagagen, har opholdsstedet meddelt kommunen, at man stadig er interesseret i at købe Solhjem. Men det er en betingelse, at der kan bygges en aktivitetshal i forbindelse med Solhjem. Dermed sendes sagen nu videre til politikerne. Teknik- og miljøudvalget vil blive bedt om deres holdning til, at der bygges en hal. Det vil i givet fald kræve en lokalplan. - Før vi går i gang med den fase, skal Mellergaardsskolen have afklaret med menighedsrådene i Bjergby og Mygdal, om de kan købe et ønsket stykke jord bagved Solhjem, siger teknisk direktør i Hjørring Kommune, Andreas Duus. Indtil nu har institutionen kun haft løse drøftelser med menighedsrådene, men før et større planarbejde sættes i gang, skal der altså foreligge en klar aftale om det ønskede jord. Ud over en hal ønsker institutionen også at etablere en boldbane til de unge beboere. Men selvom kommunen nu fortsat forhandler med Mellergaardsskolen, er der ikke lukket af for andre mulige købere. NORDJYSKEerfarer, at enhver interesseret har mulighed for at gå ind og overbyde Mellergaardsskolens bud, der ligger på lige godt en mio. - Hvis der kommer en og byder over, vil vi straks gå i forhandlinger med vedkommende, siger Andreas Duus. Og der er flere interesserede købere, der venter på sidelinjen.