Ophugning af kuttere rammer havnen hårdt

Virksomhederne vil have møde med fødevareministeren

SKAGEN:Planen fra fødevareminister Mariann Fischer Boel om yderligere 50 millioner kroner til ophugningsstøtte har skabt frustrationer blandt servicevirksomhederne på Skagen Havn, der i forvejen er hårdt ramt af krisen inden for fiskeriet. En meget stor del af virksomhederne gør i denne tid klar til at sende de ansatte på fordeling, efter at der i forvejen er skåret kraftig i antallet af ansatte. Det er en kortsigtet løsning, men hvad skal de gøre, når mere og mere af arbejdet forsvinder? 46 kuttere tilbage Lige nu er der kun 46 fiskekuttere tilbage i Skagen Havn. For 10 år siden var der cirka 150, og ti år længere tilbage var der 250. Hver fisker på havet beskæftiger mindst tre mand i land, så det er hele Skagen, der bliver ramt, når kutterne forsvinder. NORDJYSKE har talt med tre af bestyrelsesmedlemmerne i foreningen Serviceteam Skagen Havn, og her var det meget svært at finde optimisme for fremtiden. - Vi sender nu vores folk på fordeling i 13 uger, men det er som at pisse i bukserne. Det giver kun varme en kort tid, men det hjælper ikke. Vi må overbevise fødevareministeren om, at der skal ske noget nu. Brug for hjælp - Det er muligt, at der er brug for ophugningsstøtte til fiskeriet, men så er der altså også hårdt brug for støtte til de virksomheder, der servicer fiskeriet, så vi også kan omstille os til de nye tider, siger direktør for Gajhede & Thorsen Skibsbyggeri, Michael Venøbo. Han vil nu sammen med andre fra blandt andet Skagen og Strandby forsøge at få et møde med fødevareministeren, så de kan forklare den alvorlige situation. - Nogen kalder ophugningsstøtten for aktiv dødshjælp. Nu må vi have besked fra ministeren, om der er en skjult dagsorden, om at fiskeriet skal nedlægges i Danmark, for så er der jo ingen grund til at snakke mere. Så kan vi lige så godt lukke og slukke med det samme, siger Michael Venøbo. Fusion måske strandet Direktør for Saga Shipping, Leo Mikkelsen, der er formand for Service Team Skagen Havn, har hidtil håbet på, at en fusion af en række servicevirksomheder på havnen, kunne være en løsning, men også der kniber det efterhånden med optimismen. - Vi har de seneste par år snakket om en fusion med deraf følgende muligheder for rationalisering, men der er ikke rigtigt kommet noget ud af det. Jeg håber stadig, men jeg frygter, at disse planer er strandet, siger Leo Mikkelsen. - Fusioner hjælper heller ikke meget, hvis der ingen skibe er tilbage at servicere. Det er ophugningen af kuttere, der skal stoppes. Vi kan ikke løse problemet. Det er fiskerne, som skal have bedre muligheder. Hvis de får det, bliver det også bedre for os. Vi er i samme båd, fastslår daglig leder af olielageret ved Fiskernes Fiskeindustri, Birger Larsen. Nye opgaver Gajhede og Thorsens Skibsbyggeri forsøger i denne tid at tage andre opgaver ind. - Som noget helt nyt prøver vi at fremstille maritime borde i træ og havelåger, døre og porte i jern til private. Det har ikke meget med skibe at gøre, men når der ikke er noget at lave der, må vi jo spørge os selv om, hvad vi så kan lave. Jeg ved ikke, om der er nogen fremtid i det, men nu forsøger vi, siger Michael Venøbo. Det handler om at holde gang i hjulene, selv om optimismen er på lavt blus. - Hvis vi fyrer folk, og der så pludselig kommer noget arbejde, er der jo ikke nogen, der kan påtage sig det. Og hvis servicevirksomhederne på Skagen Havn lukker, vil det også går ud over tilførslerne til Skagen. Hvem vil lande fisk i Skagen, hvis de ikke kan få foretaget de nødvendige reparationer, og hvad sker der med Skagen, hvis havnen går i sort, siger Birger Larsen.