Opkald i sag mod Brittas børn blev ved fejl ikke slettet

Det skal undersøges, hvorfor aflyttede opkald mellem tiltalt og advokat ikke blev slettet, selv om de skulle.

Anklagere Kia Reumert og Lisbeth Jørgensen var også anklagere i sagen mod Britta Nielsen, der kørte i Københavns Byret. Lisbeth Jørgensen fortæller lørdag, at aflyttede samtaler ved en fejl ikke blev slettet. (Arkivfoto)

Anklagere Kia Reumert og Lisbeth Jørgensen var også anklagere i sagen mod Britta Nielsen, der kørte i Københavns Byret. Lisbeth Jørgensen fortæller lørdag, at aflyttede samtaler ved en fejl ikke blev slettet. (Arkivfoto)

GLOSTRUP:Ved en fejl er flere telefonsamtaler, som hemmeligt er blevet optaget i efterforskningen af Britta Nielsens svindel i Socialstyrelsen, ikke blevet slettet.

Det fortalte anklager Lisbeth Jørgensen i Retten i Glostrup lørdag, hvor sagen mod Britta Nielsens tre børn fortsatte. Børnene er tiltalt for groft hæleri ved at have fået del i de svindlede penge. De nægter sig skyldige.

Samtaler mellem en advokat og en klient skal slettes, men det er ikke sket. Anklageren fortæller, at der skal indsendes såkaldte sletningsblanketter til Rigspolitiet, som står for optagelserne.

- Jeg kan se, at bortset fra en enkelt samtale senere i forløbet er de her sletningsblanketter sendt ind, siger hun og tilføjer, at politiet har oplyst, at de ved en fejl ikke er slettet alligevel.

- De har oplyst, at der ved en beklagelig fejl ikke er sket sletning af de her samtaler. De vil iværksætte en undersøgelse, om det er menneskelig fejl eller teknisk fejl ved håndtering af blanketter, siger Lisbeth Jørgensen.

Hun fortæller også, at samtalerne ikke har været tilgængelige for anklagemyndigheden.

- Det har på ingen måde været tilgængeligt. Som det også fremgår, er det ikke noget materiale, der indgår i sagen. Det er ikke noget, anklageren har været bekendt med, siger Lisbeth Jørgensen.

Det var forsvarer Peter Secher, der i et retsmøde 30. april gjorde opmærksom på, at der var en hemmelig aflytning af ham og Britta Nielsens datter Jamilla Hayat, som ikke var blevet slettet.

Den var fra 5. oktober 2018.

I telefonen talte de ifølge Peter Secher om de smykker, som Jamilla Hayat har forklaret, at hun hentede i Britta Nielsens bankboks sammen med sin søster Samina Hayat.

Døtrenes tur i bankboksen er blevet draget ind i sagen, fordi politiet har fundet et regnskab fra Britta Nielsen, hvori hun angiver, at hun i 2014 har cirka 2,9 millioner kroner i en bankboks.

Døtrene har begge forklaret, at de var i bankboksen for at hente smykker til et bryllup.

Peter Secher overvejer nu, om han vil have samtalen afspillet i sagen, nu hvor den ikke er blevet slettet. Men han understreger også, at han stadig har spørgsmål til de gemte samtaler.

- Det er fortsat ikke afklaret, hvorfor materialet ikke er slettet, siger han.

Retsmødet lørdag skulle være brugt på, at Britta Nielsen skulle vidne. Men det ønskede hun alligevel ikke.

Hun har som mor til de tiltalte ret til at sige nej til at vidne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.