Opkomlingens kamp for tronen

Magtskiftet i dansk kvindehåndbold kan fuldbyrdes af Aalborg DH

AALBORG:De fleste håndboldfans og -eksperter ville for få år siden have grinet højlydt af tanken om en DM-finale i verdens stærkeste liga mellem Slagelse og Aalborg. Ikke desto mindre er de to mandskaber favoritter til at nå DM-finalen og vippe de gamle stormagter Viborg og Ikast ud på sidelinien. - Aalborg DH er favorit mod os, erkender Viborg-træner Søren Hildebrandt, der på dramatisk vis overtog chefsædet da Ryan Zinglersen blev fyret i sidste måned. - De spiller med højt tempo, med mange initiativer og på et højt teknisk niveau, fortsætter den rosende strøm af ord fra Viborg-træneren. Som ganske givet er meget velovervejet i sin måde at udtale sig på. Hildebrandt befinder sig fint i rollen som underhund; den rolle er Viborg ikke vant til at kunne få lov at indtage. To underhunde i kamp Positionen som det hold, der kan overraske positivt med en sejr, vil Aalborg DH-træner Christian Dalmose også gerne eje. Alt andet ville også være galimatias og formentlig lægge for meget pres på det trods alt urutinerede nordjyske mandskab. - Det føles allerede nu som om vi har udrettet noget stort i denne sæson, men der skal ikke herske tvivl om, at vi alle er vindere, der ser frem til muligheden for at få noget endnu større ud af de sidste kampe, siger Dalmose. Han vedkender sig dog, at hjemmebanefordelen i Gigantium kan komme til at gøre udfaldet i dysten. Aalborg DH får nemlig hjemmebane i afgørende kamp i det tilfælde, at holdene ikke kan afgøre semifinalen mellem sig i to kampe. Der spilles ikke med målscore - sejr giver to point, ved uafgjort deler holdene. Når slutspillet nærmer sig, plejer smilene at være brede i domkirkebyen Viborg. Byens darlings har slæbt mesterskaber og titler på stribe i hus - men selv for meget erfarne håndbold-iagtagere er det svært at se en gentagelse af tidligere tiders triumfer. - Viborg er et mentalt sårbart hold lige nu, spørgsmålet er bare hvor dybt problemerne ligger i truppen, siger Radio Viborgs kommentator Jens Ole Sørensen. I ti år har han fulgt holdet tæt, og han beretter ikke just om jubelstemning i truppen for tiden. - Der er en del af spillerne, der føler de skylder noget, at de måske havde del i Ryan Zinglersens fyring, siger Jens Ole Sørensen. Iagtagelsen fra sidelinien lyder, at Viborgs nye - og snart afgående træner - skal være fræk som en slagterhund for at vende bøtten og sikre succes mod DH. - Søren Hildebrandt skal ind og stjæle initiativet i kampen fra Aalborg DH og Christian Dalmose. Men for at gøre det, skal han kunne regne ud, hvordan Dalmose tænker - og det er vist ikke let, siger Jens Ole Sørensen. Mentalhygiejne i pausen Med rådet fra radiokommentatoren lægges der op til kamp efter devisen "angreb er det bedste forsvar", men der er nu ikke helt det, der kredser i Viborg-træner Søren Hildebrandt tanker. - Vi skal være gode til at reagere på de nye ting, som Aalborg DH kommer med i løbet af kampen, og eftersom DH er et godt kollektiv, så er det nødvendigt for os at være påpasselige på en lang række områder, siger Hildebrandt. Han glæder sig over, at der har været en længere pause siden seneste runde i turneringen, hvor taktiske øvelser og mentalhygiejne har gået hånd i hånd. - Vi prøvede på at rense hovederne efter fyringen og kun se fremad - og det klarede truppen godt i fællesskab, siger træneren, der næste sæson træner klubbens herrehold. Hildebrandt vil ikke pege på deciderede nøglespillere hos Aalborg DH, men lader dog forstå, at Lunde-søstrenes præstationer ikke er gået ubemærkede hen. Hajerne fra Aalborg DH - The Sharks - skal sluge den største mundfuld i klubbens historie på lørdag. For første gang i slutspillet - og så endda som favorit til at slå hæderkronede Viborg ud. Recepten er simpel - stilen blev lagt i grundspillet, nu skal den følges op med mere fra samme skuffe. - Vi skal sørge for at spille helt frit, med kampgejst og udstråling. Så får vi publikum med - og så kører spillet også, siger DH-chef Christian Dalmose. Hans piger har trænet fysisk hårdt den seneste uge, men er nu trappet ned til mere taktiske øvelser og mere snak. Blandt andet for at udpege de spillere, der skal standses for at kaste grus i Viborgs spil. - Vi skal have godt fat i Gritt Jurack og Katrine Fruelund - de er Viborgs nøglespillere, analyserer Christian Dalmose. Aalborg DH-træneren må smile når han kigger på holdkortet. I rette tid til lørdagens første semifinale er både Narcisa Lecusanu og Trine Jensen blevet klar til indsats. Klar til den største kamp i Aalborg DHs korte historie.