Opkvalificering?

LEDIGHED:Torsdag kom novembers ledighedstal fra Danmarks Statistik. Og endnu engang er det trist læsning. 5000 flere ledige i årets næstsidste måned. Beskæftigelsesministeren forudser, at ledigheden vil fortsætte med at stige i 2010, og her må jeg desværre nok give hende ret. Især fordi regeringen stadig ikke foretager tilstrækkelige jobskabende offentlige og grønne investeringer. Men når nu det er sådan, at et stigende antal danskere mister deres job, hvorfor så ikke satse massivt på at uddanne de ledige. Der er masser af perspektiver i at opkvalificere. Alle forudsigelser slår fast, at der i fremtiden kommer til at mangle faglærte medarbejdere, mens der bliver mindre brug for ufaglærte. Rigtig mange ledige vil være bedre tjent med at forbedre deres muligheder på arbejdsmarkedet frem for at gå uvirksomme derhjemme. Erhvervslivet vil være bedre rustet til konkurrencen med velkvalificerede kandidater til jobbene. Og samfundet vil stå rigtig stærkt med en veluddannet arbejdsstyrke. Derfor vil jeg opfordre ministeren til at bruge ledigheden konstruktivt ved at fjerne alle restriktioner og begrænsninger på både ufaglærte og faglærtes muligheder for at uddanne sig. Desuden skal jobcentrene tilskyndes til at gøre en særlig indsats for at hjælpe de ledige i gang med uddannelse og opkvalificering. Det sker ikke i nødvendigt omfang i dag, og mange ledige får enten ikke mulighed for at gøre brug af deres uddannelsesret, eller også er den efteruddannelse, de får tilbudt, utilstrækkelig til at skabe en reel opkvalificering.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem
Luk