Oplæg til færre valgsteder fra 2014
26 valgsteder er 10 for meget i forhold til udviklingen i landområdernes befolkningstal.
Selv om et valgsted i sagens natur kun er i brug med bestemte og typisk fastsatte intervaller på fire år, viser erfaringerne, at det typisk udløser stærke reaktioner, når der lægges op til at lukke mindre valgsteder. Nu lægges op til, at de nuværende 26 valgsteder i Thisted Kommune skal reduceres med 10 til fremover 16. Men først efter byrådsvalget i 2014. Med forslaget om at reducere antallet af valgsteder lægges der op til at ændre en byrådsbeslutning fra april 2007. Her var der enighed om at opretholde de valgsteder, der havde været i brug i de tre gamle Thy-kommuner og dermed lade den daværende opdeling i valgdistrikter fortsætte med over i den nye kommune. Beslutningen blev truffet, selv om det var tydeligt, at der var stor forskel på antallet af vælgere på de mindste og de største valgsteder i kommunen. Således var der ved sidste valg 230 vælgere, som kunne stemme på valgstedet i Lild, som fysisk har til huset på Bjerget Efterskole, mens der var 7.004 vælgere på kommunens største valgsted i Munkehallen i Thisted. Udviklingen i befolkningstallet har i de senere år betydet en "udtynding" i befolkningstallet i landområderne. Men de, der bor der, er blevet mere mobile, fremgår det af forvaltningens redegørelse. Den siger også, at befolkningsudviklingen har medført strukturtilpasninger på en række store serviceområder, og at det derfor også er relevant at se på opdelingen af de nuværende valgdistrikter. Sammenholdt med muligheden af i langt højre grad at bruge elektroniske valglister, som gør det muligt at registrere vælgerne elektronisk på det enkelte valgsted, gør det muligt at håndtere flere vælgere og dermed opnå en effektiviseringsgevinst. Besparelsen ved at reducere antallet af såvel valgsteder som af valgborde, hvor vælgerne registreres på afstemningsstedet er anslået til 100.000 kroner ved afvikling af en valghandling. Kommunens økonomiudvalg drøfter i denne uge muligheden af at reducere antallet af valgsteder med 10 til 16 med virkning fra næste valg eller efter næste byrådsvalg i 2014.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.