Oplev kirkemusikerne - og støt hviderussiske børn

Kirkemusikerne i Han Herred optræder søndag 11. juni i Tømmerby Kirke som ét stort kor. Her koret ved sidste års koncert i Tranum Kirke. FOTO: ERIK SAHL

Kirkemusikerne i Han Herred optræder søndag 11. juni i Tømmerby Kirke som ét stort kor. Her koret ved sidste års koncert i Tranum Kirke. FOTO: ERIK SAHL

TØMMERBY:Søndag 11. juni om aftenen blivet det for tredje år i træk muligt at opleve en koncert med kirkemusikerne i Han Herred Provsti. Koncerten finder sted i Tømmerby Kirke. Koret bestående af de godt 20 organister og kirkesangere fra Han Herreds kirker er udvidet med en bas og tenor fra Fjerritslev Bykor, og en enkelt me-nighedsrådsformand fra Pandrup er også med på herresiden. Den første koncert med kirkemusikerne fandt sted i Kollerup Kirke i 2004, og sidste år var Tranum Kirke ramme om koncerten. - Vi er godt i gang med at øve til koncerten i Tømmerby, siger en af arrangørerne, Berit Borglykke, der er kirkesanger i Torslev og Øster Svenstrup kirker. Der bydes på både rytmisk og klassisk musik fremført af kor, orgel, klaver, orgel/trompet/kor, dobbeltkvartet og sangsolister. Koncerten er delt i to afdelinger, og menighedsrådet vil i pausen være vært ved en kop kaffe. Lene Frederiksen, organist ved Løkken Kirke og musikpædagog ved Løkken Musikskole, er dirigent og vil som de forgående år forsøge at klare den ret vanskelige opgave, det kan være at få 20-25 kirkemusikere til at spille og synge i samme kirke på samme søndag. Trompetisten Morten Grønborg medvirker både i korsammenhæng og som solist. - Kirkemusikerkoncerten er dog ikke blot for koncertens skyld, men har det overordnede mål at støtte et humanitært børneprojekt, pointerer Berit Borglykke. Derfor vil der blive taget 50 kr. i entré, og hele indtægten går til at støtte Bulbjerghjemmets sommerlejre for hviderussiske børn. Arbejdet blandt de hviderussiske børn er organiseret gennem Tjernobylforeningen, en kirkelig humanitær hjælpeorganisation, som blev stiftet i efteråret 1995. Foreningens formål er at etablere sommerlejre for atomskadede og fattige børn fra Hviderusland til styrkelse af deres immunforsvar ved at give dem god mad og gode oplevelser og derved formindske varige lidelser. Arbejdet foregår fortrinsvis i samarbejde med en lille evangelisk frikirke i byen Bobrujsk. Det retter sig mod de fattigste og socialt dårligst stillede, som er særligt udsatte for varige mén efter atomulykken på Tjernobyl-værket i foråret 1986. Siden 1996 har der hvert år været sommerlejr på Bulbjerghjemmet. Lejren varer tre uger, og der deltager ca. 35 børn med ledere. Provst Poul Farsinsen vil i forbindelse med koncerten fortælle om arbejdet blandt de hviderussiske børn.