Oplevelser i Oslo

Ingen stilhed er større end sne! Sådan omtrent er citatet om sneen, der daler, og om fornemmelsen af at se ud over et snehvidt landskab.

På Kanten
Nina Hobolth
Naturvidenskab 22. februar 2012 05:00

Det er i skrivende stund mine faktuelle omgivelser: det stille, snedækkede landskab med fjord og fjeld. For jeg befinder mig på en hylde på en bjergside flere hundrede meter over Oslo by, på en lokalitet, der hedder Lysebu. Lysebu er, som der står i papirerne, "Norges nasjonalgave til Danmark" - store ord udmøntet i faktisk handling på baggrund af Danmarks Norges-hjælp under Anden Verdenskrig. I et bygningskompleks svarende til et mindre konferencecenter kan grupper og enkeltpersoner opholde sig her og uddybe kendskabet til norsk natur og kultur, kunst, historie m.m. Foredrag og diskussioner veksler med vandre- og kælketure, og ubesværet kommer man ned til byen og alle dens attraktioner. Og hvad har Oslo af attraktioner? Det bliver jo altid en personlig sag, hvad man har lyst til at udvælge, men for en kunsthistoriker er Norge et smørhul af udstillinger og tilbud. På Nasjonalgalleriet er det væsentligste at (gen)se "Den store Munch-sal", hvor en perlerække af Munchs hovedværker hænger (også dem, der kom tilbage efter et indbrud for nogle år siden). Men ikke nok med det - her må man også se på Munchs maleriske forudsætninger, Christian Krohg bl.a. Hans kæmpestore billede af den prostituerede Albertine og hendes "kolleger" til kontrol hos politiet blev malet, fordi bogen om "Albertine" blev forbudt - men billedet kunne censuren ikke forhindre i at blive udstillet. Også landskabsmaleren I.C. Dahl må genses, for kun få har skildret norske bjerge og fosser så dramatisk som ham. Og hans betydning for dansk malerkunst - via en lærergerning i Dresden - kan ikke overvurderes. Munch testamenterede sin ejendom ved Ekely samt alle sine billeder (han kaldte dem sine "børn") til Oslo Kommune, og derfor tilhører Munch-Museet Oslo Kommune. Her findes flere tusinde værker: malerier, skitser, tegninger, grafiske blade og fotografier, som til stadighed udstilles og uddyber temaerne i Munchs kunst. Hans modeller har jeg set en udstilling om for år tilbage - spændende, fordi den viste, hvor meget hver enkelt models personlighed betød for Munch. Denne sære enspænder var også følsom for verden og de mennesker, han omgik - og hans modeller er ikke bare malerisk "staffage", men individer, der karakteriseres både fysisk (selvfølgelig) og psykisk. På Munch-Museet er der lige åbnet en udstilling om, hvordan Munch malede sne, og rygterne vil vide, at det netop ikke er med den hvide farve, men med alle slags kulører, at Munch fremmaler sine snelandskaber. Så er der Oslo Rådhus, hvor en hel generation af norske kunstnere har udsmykket snart sagt hvert et hjørne af huset med oliemalerier, fresker og mosaikker. I Danmark har vi Viborg Domkirke, i Norge har de Oslo Rådhus. Mindre kendt er det måske, at en dansk kunstner, Georg Jacobsen, spillede en meget stor rolle som "bagmand" for norske dekorative udsmykninger som dem på Oslo Rådhus. Han underviste i mere end en menneskealder i Trondhjem på akademiet dér, og med sine klare konstruktive principper for udsmykning (annammet i Paris i diskussioner med bl.a. den mexicanske kunstner Diego Rivera) fik han afgørende betydning for sine elevers æstetiske opfattelse. Man kan så fortsætte til Museet for Samtidskunst - placeret i en tidligere bankbygning, hvor det ikke er nemt at få kunsten til at udfolde sig. Her er dansk besøg med Kirstine Roepstorff, så det springer jeg nok over. Gallerierne, boghandlerne, butikken med husflid og folkedragter (med kyser, sko og smykker, der stadig bruges, og som slår bro tilbage til alle 1800-tallets genrebilleder på Nasjonalgalleriet) og de dejlige caféer på Karl Johan skal jeg også nå at kigge ind til - for at slutte foran Nasjonaltheatret, hvor Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson står og kigger i hver sin retning: Den ene ned, den anden op! Jeg ved godt, at der er store planer om at slå sammen, fusionere og ændre Oslos museumslandskab (og der er mange oliepenge at realisere tankerne med). Men så længe det varer: Hvor er det skønt at gense de mange mesterværker i norsk kunst i de gamle rammer. F.eks. den monumentale museumstrappe, der leder op til verdenskunsten (og dét er Munch) i Nasjonalgalleriet og den uimponerede arkitektur på Munch-Museet, hvis lave træbarakker kun er klima- og sikkerhedsskærme omkring klenodierne. Foran de største kunstværker og foran de pragtfuldeste landskaber bliver vi stille for en stund. Vi glemmer de små udvendigheder, når vi bjergtages. Norsk kunst kan være så overvældende, at man bliver stum af betagelse og så stille som sne. Nina Hobolth, seniorforsker, mag.art. i kunsthistorie, fhv. museumsdirektør.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...