Norge

Oplevelser på ski

Hafjell i Norge er ét af de skisportssteder, der har alpinpister for enhver smag. Foto: Esben Haakenstad

Hafjell i Norge er ét af de skisportssteder, der har alpinpister for enhver smag. Foto: Esben Haakenstad

Et af de sikre tegn på vinterens snarlige komme - og dermed også udsigten til mange gode oplevelser på ski - er f.eks. udsendelsen af Stena Lines Vinterkatalog 2006-2007. Det 70 sider store katalog er spækket med tilbud om oplevelser i sneen i Norge og Sverige. Stena Line tilbyder 10 destinationer i Norge og 12 i Sverige. Rederiet garanterer sne på to svenske og to norske skisportssteder allerede fra 15. november og på alle andre destinationer senest fra julen. Salgs- og markedschef Carsten Kruse, Stena Line, siger, at Stena Lines garanti-ordning træder i kraft, hvis sneen skulle udeblive. - Man kan enten flytte til en anden tilsvarende destination eller vælge at få alle pengene refunderet, hvis der mod forventning skulle blive problemer med sne-mængderne. Stena Line arrangerer i vinter for første gang korttids-skiture til Tryvann Skicenter, der ligger nabo til den verdensberømte skihopbakke Holmenkollen i udkanten af Oslo. Der er også mulighed for mini-ferie til f.eks. Mullsjö, Ulricehamn og Isaberg i Sverige samt til Skeikampen og Tryvann i Norge hele vinteren igennem. Hver mandag aften kan man f.eks. tage på ski-krydstogt til Norefjell ca. 110 km nord for Oslo med to overnatninger om bord og en hel dag på ski. Området var i øvrigt OL arena i 1952. I dag byder Norefjell på 21 alpin-nedfarter og 120 km præparerede og afmærkede løjper på fjeldet og i skovområde.