Oplevelser skal sælge Nordjylland

Der er flere job at hente indenfor oplevelsesøkonomien, mener professor

- Vi har brug for en koordineret indsats, mener professor ved Aalborg Universitet Jens F. Jensen. Foto: Torben Hansen

- Vi har brug for en koordineret indsats, mener professor ved Aalborg Universitet Jens F. Jensen. Foto: Torben Hansen

Nordjylland bør kunne gøre det bedre og skabe flere job indenfor oplevelse, turisme og kultur. Sådan lyder det fra professor ved Center for Oplevelsesøkonomi ved Aalborg Universitet Jens F. Jensen. Nye tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser nemlig, at Region Nordjylland kun lige kommer op på landsgennemsnittet, når det handler om at skabe arbejdspladser inden for den såkaldte oplevelsesøkonomi, og det selv om vores landsdel har masser af natur, kultur og turistattraktioner. - Man kunne helt klart godt forvente mere, siger professoren. Selve emnet oplevelsesøkonomi har de seneste år været et sandt buzz-word på universiteter, hos politikere og i erhvervslivet. Alle erkender nemlig, at det i høj grad er netop oplevelser, der skal sælge varer og skabe arbejdspladser i det 21. århundrede. Spørgsmålet er bare hvordan. - Vi ser lige nu, at næsten alle brancher er blevet opmærksomme på, at man skal fortælle en historie for at sælge et produkt. Det gælder f.eks. banker og transportsektoren, siger Jens F. Jensen. Rapporten fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser, at der allerede er 218.000 job inden for oplevelsesøkonomien. Det svarer til en andel på 7,5 procent af samtlige danske job. Men i Nordjylland er der altså plads til endnu flere. Undersøgelsen deler vores region op i tre - Aalborg, Thy og Nordjylland. Samlet set lægger Aalborg sig præcist på landsgennemsnittet med indekstal 1, mens Nordjylland kommer en smule over og Thy noget under. For alle regionernes vedkommende er det turisme, der hiver tallet op, mens kunst, kultur og underholdning trækker den anden vej. Men én ting er som bekendt statistik og noget andet virkeligheden. - Det her er jo jobtal - og dækker derfor over alt fra skuespilleren til receptionisten på et hotel. Og med hensyn til jobantal ser det altså ud til, at det står stille, siger han. Til gengæld er der mange andre tal som klart og tydeligt viser, at oplevelsesøkonomi er i vækst. Vi lægger vores penge, hvor vi får en god historie med i købet. Det gælder både, når man taler om attraktioner som Fårup Sommerland og om produkter som f.eks. sydesalt fra Læsø. - Årsagen skal findes i, at vi har større økonomisk overskud, men også at vi bliver mere og mere identitetssøgende. Man viser hvem man er, når man forbruger. Nordjylland bør derfor efter Jens F. Jensens mening satse på de naturlige ressourcer landsdelen har. Det vil først og fremmest sige naturen, men også den mere videnstunge del. - Det kunne være udvikling af computerspil og software til f.eks. mobiltelefoner, hvor vi i forvejen har nogle erfaringer at trække på, siger han. Men for at erobre et større stykke af den danske kage bliver de forskellige instanser i Nordjylland nødt til at tænke tværgående. - Vi har i allerhøjeste grad brug for en koordineret indsats. Vi må sætte os ned og finde ud af hvor vi skal hen, og så skal man udpege nogle satsningsområder, siger han.