Kilden

Oplevelseshal skal afløse svømmehal

Borgerne i Højene vil omdanne Højene Svømmehal til et samlingssted med tilbud til folk i alle aldre

HØJENE:Til nytår må beboerne i Højene kigge langt efter deres svømmehal. Den bliver nemlig lukket til fordel for det nye svømmeanlæg Park Vendia. Borgerne i Højene er allerede klar med en fremtidsplan for en oplevelseshal. - Det skal være et samlingssted for folk i alle aldre, og vi håber også at en oplevelseshal vil tiltrække folk som ikke dyrker sport i forvejen, siger Heine Bentsen fra Hjørring Samvirke, som står bag planerne. I den nye oplevelseshal skal der i princippet være åbent for aktiviteter døgnet rundt, og tanken er at give tilbud om bedre motorik og sundere opvækst, og der bør også være mulighed for brug af pc og Internet. - Det skal ikke være en konkurrent til Park Vendia. Det handler om, at der står en bygning som snart vil blive tømt for vand, og så kan man lige så godt fylde den med gode aktiviteter, siger Heine Bentsen. Oplægget beskriver bl.a. tanker om at lave en indendørs klatrevæg, mulighed for indendørsatletik, og Højene Skole kunne også flytte aktiviteter fra skolens nedslidte gymnastiksal til den nye hal. - Drømmen er, at de unge en dag siger skal du med en tur over i ”Opleveren”, siger Heine Bentsen. Højene Samvirke har udarbejdet et detaljeret tre siders projekt, og man har fået en særdeles positiv tilkendegivelse fra Lokale- og Anlægsfonden, som ikke er afvisende overfor at støtte projektet. Ifølge initiativtagernes overslag vil det koste omkring 3,2 mio. kr. at omdanne svømmehallen til en oplevelseshal. - Vi håber, at politikerne vil være med til at finansiere projektet. Det er nødvendigt med mellem en halv og en hel mio. kroner for at komme i gang i 2008, men der vil blive behov for godt tre mio. for at fuldføre projektet, siger John Kilden Nielsen fra Højene Samvirke. Projektet skal være med til at styrke hele Højene-området. - Vi har en stærk skole og en stærk idrætsforening, og nu skal vi også have en stærk hal, siger John Kilden Nielsen.