Oplevs oplevelser

Niels Arden Oplev er født i 1961 og opvokset i Himmerland. Han har gået på Valsgård Skole og taget sin HF-eksamen i Hobro. Han bor nu i København med sin kone og børn. I 1989 sprang Niels Arden Oplev ud fra Den Danske Filmskole som instruktør med afgangsfilmen "Kyndelmisse", der vandt førstepræmien til Mexico Film Skole Fest og dokumentarfilmen "Hugo fra Himmerland", der efterfølgende vandt adskillige danske og internationale priser. I begyndelsen af 90'erne instruerede Niels Arden Oplev blandt novellefilmene "Tusmørke" og "Nøgen" for DR. Desuden lavede han dokumentarfilmene "Den sovende" og "Ritualer, enerum" og i 1993 instruerede han tv-filmen "En succes". I 1996 debuterede Niels Arden Oplev med spillefilmen "Portland" - en skildring af Aalborgs kriminelle underverden. Filmen fik stor international anerkendelse, og var med i opløbet på Film Festivalen i Berlin, men blev dog aldrig en stor publikumsmagnet. Niels Arden Oplev fik sit folkelige gennembrud, da han blev en af instruktørerne bag den succesfulde danske dramaserie "Taxa" i slutningen af 90'erne. Han instruerede i alt ni afsnit og fik blandt andet æren af at slutte serien af. Med "Taxa" var grundstenen for Niels Arden Oplevs karriere i dansk drama lagt på plads. Han skød det nye årtusinde i gang med et brag af en succes i form af "Rejseholdet", hvor han instruerede de første tre afsnit. I 2001 skrev og instruerede han sin anden spillefilm "Fukssvansen". Filmen er en eksperimenterende sort komedie. Han instruerede de første fire afsnit af serien "Forsvar" i 2003. TV 2 lancerede serien som den store søndagskonkurrent til DR, men seertallet nåede aldrig op på højde med hverken "Rejseholdet" eller "Nikolaj og Julie", og blev derfor forvist til det mindre favorable sendetidspunkt - onsdag aften. Tilbage på DR er Niels Arden Oplev højaktuel med "Ørnen". Over halvanden million seere sad søndag aften klistret foran skærmene i de danske hjem og så første afsnit af den nye krimiserie. Endnu engang begynder Niels Arden Oplev festen som instruktør på de første afsnit, og han er derfor med til at bestemme linien i serien fremover. Niels Arden Oplev næste spillefilm kommer i 2005. "Martin Luther King og mig". Fra juli til september i år var Niels Arden Oplev derfor travlt beskæftiget på Ærø, hvor filmen er indspillet.