Retspleje

Oplivet over at komme ud af cellen

BIEN HOA: Kim Brix Andersen nåede på førstedagen af den vietnamesiske retssag ikke andet end at bekræfte sit navn og sine øvrige data. Det var første gang i 16 måneder, han havde så mange mennesker omkring sig, og han var oplivet over den kærkomne afveksling fra livet, som det har udformet sig i en stegende hed celle uden dagslys og uden mulighed for motion og frisk luft. Iklædt en mosgrøn, kortærmet skjorte, som hang ud over et par posede beigefarvede bukser, og med fødderne stukket i et par badetøfler så han forbløffende godt ud, ikke mindst i forhold til et par af de vietnamesiske medfanger, som var iklædt stribede fangedragter. Det var svært at forestille sig, at denne 42-årige nordjyde har henslæbt over et år med en dødstrussel hængende over hovedet, uden at være stillet for en dommer før nu. Kindbenene var måske lidt slunkne efter den lange indespærring og den tarvelige fængselskost, men modet og overlevelsesviljen fejlede tilsyneladende ikke noget. Ifølge vietnamesisk lov takseres økonomiske forbrydelser i forhold til beløbets størrelse, og det samme gælder strafudmålingen, der nøje følger pengene. Hvad der i Danmark ville være rubriceret som et civilt søgsmål, gør den vietnamesiske stat til sin egen sag, og der er således på egen foranledning, at staten er gået ind i sagen på baggrund af efterforskning foretaget af detektiverne i dens eget "økonomiske bagmandspoliti". Den alvorlige del af strafferammen begynder allerede ved 50 mio. VND, svarende til omkring 20.000 kr. Kendes man skyldig i at have svindlet for et sådant beløb, vanker der ubetinget fængselsstraf i op til tre år og så fremdeles. Har man ifølge rettens opfattelse svindlet for beløb, der ligger over 200.000 kr., kan dødsstraf komme på tale under særlige omstændigheder. Det er et svimlende stort beløb i Vietnam, mens det for mange investorer er en klatskilling. I Kim Brix Andersens tilfælde er der tale om beløb i størrelsesordenen 4 mio. dollar, som han håndterede for investorer i samarbejde med den nordirske finansmand Sean McCormack - som også er tiltalt i sagen, men som klogeligt har valgt at holde sig ude af Vietnam og derfor er eftersøgt. Kim Brix Andersen sendte godt 4 mio. dollar videre til Sean McCormack og beholdt selv de resterende 1,6. mio. dollar. Pengene skulle anvendes til investeringer i det stenbrud, som de to sammen skulle opbygge, men ireren overholdt aldrig sin del af aftalen, og det blev danskeren, der kom til at trække det korte strå i det vietnamesiske retsmaskineri, som endnu ikke har fundet sine ben i den nye og mere åbne investeringspolitik, som regeringen forsøger at fremme. - Kim bliver involveret og kommer i fedtefadet, fordi pengene er gået over hans konto, og han har beholdt nogle af de penge. Det har han følt sig berettiget til, det har han betragtet som sin provision. Man kan se rimelig tydeligt, at samarbejdspartnerne har været indforstået hermed, og det er i øvrigt helt almindelig praksis, sagde Niels Thestrup, som er optimistisk i forhold til, at hans klient klarer frisag. Det bygger han især på det forhold, at der ikke har været indgivet nogen form for klager fra de investorer, Kim Brix Andersen har haft forbindelse med - og så den omstændighed, at Kim Brix Andersen selv har investeret tid og penge i det kuldsejlede stenbrudsprojekt og dermed selv i høj grad er et offer i den komplicerede sag. /ritzau/