Opløsning fra midten ØV: Det Radikale Venstre sidder på ottende år langt fra magten, og der er ikke udsigt til, at det ændrer sig. Lige nu kæmper partiet med stillestående eller direkte dårlige meningsmålinger. Senest torsdag, hvor de røg ned på kun seks

Partilederen: Jeg har en drøm Margrethe Vestager blev kåret som ny partileder, da Marianne Jelved gik i sommeren 2007 efter et turbulent forår med uro, en fejlslagen strategi og stiftelsen af Ny Alliance. Allerede et halvt år efter blev der udskrevet valg og her blev den radikale gruppe skåret ned fra 17 til ni mand. Siden er Jørgen Poulsen kommet til og Simon Emil Ammitzbøl har sagt farvel fordi han mistede tilliden til sin partileder. - Jeg tror, der er op- og nedture i alt, hvad man laver. Det gælder i familien og på jobbet, og sådan er det også for os. Men det vigtige er, at det ikke bliver navnepilleri. Der er utroligt meget at gøre efter syv år med VK-regeringen, så jeg kan se, at der er brug for Det Radikale Venstre. Men bekymrer det dig ikke at være i en bølgedal? For mig og mange radikale er drivkraften, at der er brug for, at vi er her. Når vi løfter blikket og kigger på samfundet, så er der ting, hvor jeg tænker: "det kan ikke passe", og så er det billigt sluppet at sætte sig ned og kigge på navne og sige, hvor er det synd for mig. Er det ikke svært at overse, at dine egen vælgere placerer dig så lavt? - Det ville være forkert at overse det, men der er ikke mange politiske kalorier i det. Jeg har et ansvar, når jeg deltager i livet i det danske samfund. Når jeg besøger et familiemedlem på hospitalet, eller hvad det nu kan være, så er der nogle ting, hvor jeg siger "det er ikke i orden", og det er drivkraften for sådan en som mig. Hvad skal der til for at komme op igen? - De Radikale har en meget klar opgave. Vi skal skubbe på for reformer og sikre en ansvarlig økonomiske politik. Og så skal vi arbejde for at få et samfund, hvor folk føler, de hører til. Jeg har en drøm om et samfund, hvor folk ikke bare føler, at de bliver sat af. Jeg håber, folk kan se, at der er et politisk projekt, der betyder noget i hverdagen. Den erfarne: Bare en fase Som leder af partiet gjorde Marianne Jelved De Radikale populære som aldrig før, og ved valget i 2005 skaffede hun partiet et rekordvalg med 17 mandater. Siden gik det tilbage og efter den fejlslagne strategi "den anden vej", hvor Marianne Jelved pegede på sig selv som statsminister overlod hun formandsposten til Margrethe Vestager. - Jeg synes det går udmærket. Vi har nogle vilkår, der er besværlige, fordi vores mandater ikke er afgørende, og det er det. Er det det eneste problem? - Nej men, altså. Vi laver politik hele tiden, vi forhandler bankpakke, vi har forhandlet hele efteråret med regeringen, og vi regner med at være med i skattereformen. Jeg oplever ikke den negative stemning. Jeg noterer mig, hvad der står i aviserne, trækker på skuldrene og siger, at det er en fase, vi skal igennem. Margrethe er i en ny position som leder, og det tager tid at befæste sin position som ny leder. Det gør det for Margrethe, og det gjorde det for mig. Hvad skal der til for at ændre det? - Vi skal bare ufortrødent holde fast i vores grundlæggende berettigelse, som er den politik, vi står for. Vi skal prøve at præge udviklingen og gøre alt, hvad vi kan, for at skifte flertallet ud. De unge: Efteråret var en farce Emil Dyred er landsformand for Radikal Ungdom, der på linje med andre ungdomsorganisationer har tradition for at være skarpe i retorikken. Simon Emil Ammitsbøl har været formand for Radikale Ungdom, hvorfra en del af medlemmerne af hans nye parti også er hentet. - Det er klart, at de interne stridigheder har betydet meget. Især hele efterårets farce omkring personerne. Et lille parti som Det Radikale Venstre skal selvfølgelig ikke bruge tid på at diskutere personer i pressen, som det skete med Simon Emil Ammitzbøl. Vi skal diskuterer politik og forsøge at få indflydelse. Hvad skal der til for at vende udviklingen? - Det handler om, at vi skal rejse os op og børste støvet af skuldrene. Vi skal udnytte den enighed, der blev skabt i oktober og november (Om at pege på Helle Thorning-Schmidt, red.) og kommunikere det ud. Der er to hovedbudskaber for De Radikale. Den ene er, at vi skal i gang med reformer af skat og arbejdsmarked. Det andet er, at De Radikale må sætte hælene i og stoppe udrulningen af retsstaten. Vi skal være det parti, der behandler indvandrere ordentligt. Partneren: De skal være mere markante Carsten Hansen er gruppeformand hos Socialdemokraterne. Han tilhører den del af partiet, som traditionelt ligger tættere på SF end på De Radikale. - De Radikale står ved et vadested. På fordelingsspørgsmål som skat og arbejdsmarked ligger de nærmest ved De Konservative, for eksempel vil de halvere dagpengene. Men samtidig ligger de på linje med Enhedslisten i flygtninge- og indvandrerpolitikken. Det giver stor forvirring i vælgerskaren, tror jeg. Samtidig har de mistet rollen som tungen på vægtskålen i dansk politik, og det har de svært ved at håndtere. De har ikke formået at definere sig en platform, hvor de er meget tydelige i det politiske spektrum. De kan ikke finde ud af, hvor langt de vil gå i at agere opposition, og hvor langt de vil gå for at indgå forlig med regeringen. Det er ærgerligt, for der er bestemt brug for et parti for anstændige borgerlige mennesker. Jeg synes dog, det er uretfærdigt, at man har været så voldsomt efter Vestager, for hun er en dygtig og intelligent leder. Og det er altid vanskeligt at overtage et parti i krise. På den anden side er det i nedgangstider, at man ser, hvad en leder kan. - Så hun gør det godt nok som partileder? - Nej, De Radikale skal være mere markante. Og så skal de melde sig ind i oppositionen ved at stå sammen om de aftaler, vi laver med SF om integration, skat og nu også infrastruktur. De skal slå på, at de er et borgerligt parti, men som vil føre en anstændig humanistisk politik. Være klare og entydige i deres udmeldinger. Der er meget at arbejde med, men jeg tror, at de klarer den. Den svære legekammerat: De må vælge side Villy Søvndal har som SF-leder tyvstjålet det cool rampelys, som omgav De Radikale og især den daværende partileder Marianne Jelved i 2005. Samtidig har han flyttet SF, så partiet nu er i direkte konkurrence om midtervælgerne. - Det er oplagt, at det at Jelved pegede på sig selv som statsministerkandidat i sin tid pådrog dem en del problemer, og at de lavede ultimative krav, tror jeg heller ikke var klogt. Et af deres problemer nu er, at man er lidt usikker på, hvad perspektivet er ved at stemme på De Radikale, hvilken side støtter man? Vestager har jo meldt klart ud, at hun støtter Helle Thorning og ikke vil udelukke et regeringssamarbejde med SF, så vi ved godt, hvor vi har Vestager, men vi ved også godt, at De Radikale er delt på spørgsmålet - også i gruppen. Så jeg tror, folk sidder tilbage med en lille tvivl. Men de har jo sagt, at de vil bekæmpe blokpolitikken - ikke bare skifte en blå blok ud med en rød? -Men pointen er jo, at hvis man vil ophæve den borgerlige blok, er man nødt til at finde et andet flertal. Derfor tror jeg, de skal være tydeligere i alliancespørgsmålet. Det er bare svært at kommunikere tydeligere, når man har en delt gruppe. Jeg ved ikke, om det gavner De Radikale, men det ville være en kæmpe fordel for det fælles projekt i oppositionen, hvis de sprang med på de fælles udspil, som S og SF laver – også på nogle af de områder, hvor det gør ondt, som blandt andet handler om økonomi og udlændinge. Landsformanden: Kun én meningsmåling, der tæller Søren Bald, er i modsætning til de fleste organisatoriske partiformænd kendt for både ofte og højlydt at blande sig i debatten i sit parti. Han ser sig selv som medlemmernes tillidsmand, og selvom han ikke har nogen indflydelse på folketingsgruppen og på, hvem der skal være partiets leder, så taler han med stor vægt i partiet. - Jeg er fuldstændig ligeglad med meningsmålinger, for der er kun en måling, der tæller, og det er den, der foregår på valgdagen, men det er oplagt at spørge til, hvorfor vi fik den kraftige tilbagegang mellem 2005 og 2007. Det er en kompleks sag, for der er ufatteligt mange årsager. Mit bedste svar er, at der var et parti, der var bedre til at appellere til modstanden mod VKO end os. Der var også meget få vælgere, der krydsede midten. Når folk ikke skiftede side, så lykkedes kampagnen mod regeringen ikke. Og socialdemokraterne og vi tabte, mens SF vandt. Men husk: Der skal ikke flyttes mange stemmer over midten, før regeringens flertakl er væk. Hvordan sikrer I, at det går bedre ved den måling, der betyder noget? - Det gør man ved at opruste politisk og koncentrere sig om både de meldinger, der skal udadtil, men også ved at gå til stålet i den interne partidiskussion og blive bedre til at præsentere de vigtigste elementer i vores politik - f. eks den økonomiske ansvarlighed og vores stærke EU-profil. Jeg er ikke bekymret for partiets fremtid. Opinionsundersøgelser må ikke blive til selvopfyldende profetier. Med mit kendskab til mit partis historie ved jeg, at vi kommer stærkt igen. Afhopperen: Baglandet er skiftet ud Den markante folketingspolitiker Naser Khader valgte i 2007 sammen med partifællen Anders Samuelsen at forlade De Radikale og springe ud med partiet Ny Alliance i protest mod den radikale linje. Partiet blev i sidste ende en tand for liberalistisk for ham, og i dag er Naser Khader løsgænger. - Gennem 90'erne lå partiet også på omkring syv mandater. Så det Marianne Jelved præsterede var historisk, og det var urealistisk at forestille sig, at man kunne blive der uden at ændre nogle grundlæggende ting. Problemet med de radikale er, at de på værdispørgsmålet har flyttet sig virkelig langt til venstre. Det kan man ikke bebrejde ledelsen, for der er sket en markant medlemsudskiftning hos De Radikale de senere år. Der er ikke mange tilbage af de klassiske liberale fra 90'erne, som gik op i økonomisk ansvarlighed og stod lidt 'både og' på værdipolitikken. De forsvandt til V og K, da Jelved begyndte at køre sin fundamentalistiske stil i udlændingepolitikken. I stedet kom der en strøm af tidligere medlemmer af SF og Enhedslisten, som meldte sig ind i protest mod 24 årsreglen. Hvis de havde vidst, hvad Jelved stod for økonomisk og på EU-området, havde mange af dem nok ikke meldt sig ind. Hvad betyder det for Vestagers opgave som leder? - Uanset hvad hun gør, vil det være en meget vanskelig opgave. Det virker lidt for taktisk, at de ikke vil lave udspil sammen med S og SF, for de har jo valgt side til fordel for dem. Derfor tager S og SF hende for givet, og så kan man lige så godt gå helhjertet ind og kæmpe for det, fremfor at give udtryk for, at de stadig også kan samarbejde med de borgerlige. Jeg ønsker ikke et rødt flertal, men det gør det radikale bagland. Så i stedet for at være bange for den røde blok, bør de melde klart ud, at det er her vi står, og vores rolle er at være garanten for økonomisk ansvarlighed og nødvendige reformer. Det var jo det, partiet gjorde i 90'erne. Men det er også svært, når du har folk i gruppen, der oprigtigt ikke ønsker et samarbejde med SF. Eksperten: Det er samfundets skyld Professor Ove Kaj Pedersen fra Center for Business and Politics på Handelshøjskolen i København er forfatter til en række bøger og artikler om politik. - Helt grundlæggende er Denmark en stor middelklasse, og det betyder politisk, at vi alle drages mod midten, og da de fleste er afhængig af velfærdsstaten, er alle påpasselige med at lave ændringer i den. Derfor er de radikale problemer ikke så meget et spørgsmål om personer, men om grundlæggende strukturelle forhold. Når partierne skal skabe forskelle, bliver det på de symbolske og marginale områder, der ikke rører ved kernen af velfærden. Derfor er der kamp om marginalpolitikken, hvor De Radikale skal adskille sig fra DF og SF. Hvad kan de gøre? - Det kræver ganske betydelige ændringer. Man kan se, hvordan Fogh helt grundlæggende lagde politikken om, og det lykkedes. Det karakteristiske er, at når alle partier kæmper på marginalerne, så skal der meget til for at vælte en regeringen. Modstanderen: De har mistet gnisten Som leder af Dansk Folkeparti har Pia Kjærsgaard altid været det radikale fjendebillede nummer et. - Den radikale selvforståelse er, at man sidder lige præcis der, hvor alting bestemmes. Derfor mistede de totalt gnisten i 2001, hvor de blev sat uden for indflydelse. Det kan de slet ikke finde ud af, og det har været deres problem lige siden. Desuden tror jeg, at folk har svært ved at finde ud af, hvor de bevæger sig hen. Alt det afhopperi har bestemt heller ikke gavnet. Det er jo fuldstændig absurd, at der går tre mf'ere rundt i Folketinget i dag, som af forskellige grunde har forladt den radikale gruppe. Det er tegn på, at der er frustration over, hvad man vil. Om man skal pege på Fogh eller Thorning. Nu har hun så peget på Helle, men det er stadig svært at finde ud af, hvad de vil politisk. Til gengæld er De Radikale i dag væsentlig nemmere at få med i aftaler, og det synes jeg absolut er fornuftigt. Har du et godt råd til Vestager? - Det er svært for mig at sige, men det er nok vigtigt at have en fast linje og signalere, at det her står jeg for, uanset hvad folk siger.