Opmuntring til skadet AIK-forward

Den danske landstræner regner med Bo Nordby Andersen

Ukraine 28. februar 2003 07:00
AALBORG: Selv om den nyreskadede AIK-angriber Bo Nordby fortsat må nøjes med tilskuerens rolle, når det nordjyske Isliga-mandskab i aften løber på isen til kvartfinaleopgøret ude mod Odenses DM-favorittergæster, så har de seneste dage alligevel bragt enorm opmuntring for den 23-årige fighter som i rekordtempo er på vej til at komme sig over den alvorlige nyreskade, han pådrog sig i en landskamp mod Ukraine 8. februar og som truede med at spolere resten af sæsonen for ham. Den seje nordjyde gør imidlertid så markante fremskridt, at han efter alt at dømme når at blive klar til sæsonens helt store mål - en plads i den danske VM-trup til A-VM i Finland i slutningen af april. - Han er sandsynligvis blandt navnene i den bruttotrup, jeg offentliggør på onsdag, oplyser landstræner Mikael Lundström, som ikke kan se sig fri for at være overrasket over, så hurtigt Bo Nordby Andersens ser ud til at komme sig over det grimme uheld, der flækkede hans nyre. - Vi afventer selvfølgelig stadig resultatet af en scanning, som han skal igennem. Vi skal have en kvittering for, at han er helt i orden, og at hans nyre ikke er beskadiget, pointerer Mikael Lundström, som på grund af nordjydens kvaler forventer at udvide bruttotruppen fra 28 til 29 spillere - inklusive tre målmænd. Hvornår bruttotruppen skæres ned til den endelige VM-trup på 23 spillere - 13 forwars, syv backs og tre målmænd - har landstræneren ikke sat endelig dato på. - Men det sker sandsynligvis efter de to træningskampe ude mod Tyskland 10. og 12. april, oplyser Mikael Lundström. I det nordjyske modtager Bo Nordby Andersen den halve forhåndsudtagelse fra landstræneren med glæde. - A-VM har ligget i baghovedet, lige siden vi kvalificerede os i Ungarn. Derfor er jeg også utrolig glad for at høre, at landstræneren stadig tror på mig. Men han har nu også hele tiden forsikret mig om, at jeg ikke var strøget af listen, lyder det fra AIK-fighteren, som i øjeblikket holder formen og muskelmassen ved lige ved hjælp af daglige ture på en motionscykel samt elektrodebehandling på Sportsklinik Nord i Aalborg. Han glædes dagligt over at mærke den klare fremgang, som han ikke umiddelbart har nogen præcis forklaring på. - Man kommer jo langt på viljen, nøjes Bo Nordby Andersen med at konstatere før turen til Odense, hvor humøret er højt hele vejen rundt i AIK-lejren efter den fornemme hjemmesejr over Herning i søndags i kvartfinalespillets første kamp.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...