Oppe mod mudder og 15 tons

Årets sidste traktortræk trak et stort publikum til Vindblæs

Ida Smith
Jesper Nordby og Mogens Søgaard nød frokosten på en af trækkerne med fin udsigt til masser af seje maskiner.
Vindblæs 9. december 2007 10:25

VINDBLÆS: Blå og sorte røgsignaler steg i går op fra mørtelgraven ved Vindblæs. På den mudrede bane i bunden af udgravningen skiftedes den ene traktor efter den anden til at mase af sted med en tung slæde på slæb. For nogle gik det raskt mod mål, mens andre, prustende og sejtrækkende, måtte give op efter få meter. Årets sidste traktortræk, arrangeret af Himmerlands Landboungdom, havde 33 deltagere fordelt på seks klasser. De letteste traktorer fik det mindste læs at trække. I klasse tre befandt sig blandt andre Michael Bjerregaard, der havde taget turen helt fra Ringkøbing med sin toptunede blå Ford 8700 på en lastbil. - Jeg er af sted næsten hver weekend. Vi er en flok, der følges ad og har det hyggeligt sammen. For nyligt har vi fået en campingvogn, der er malet i samme blå farve som traktoren, fortæller Michael Bjerregaard. Han klarede de 100 meter i første forsøg, men tippede alligevel en traktor med tvillingehjul som favorit på grund af mudderet. Slagets gang på banen blev fulgt af en stor flok kyndige tilskuere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...