Opposition er klar til forhandling

Lokalpolitik 20. september 2002 08:00

AABYBRO: Oppositionen i Aabybro Byråd, bestående af Socialdemokraterne, SF og Borgerlisten i Aabybro, er klar til at forhandle om budget 2003 med Venstre, som alene har det absolutte flertal i byrådet med ni ud af 17 stemmer. - Vi er selvfølgelig klar til at finde frem til besparelser og klar til at forhandle, siger Eva Rytter, Socialdemokraternes gruppeformand. Nye forslag SF er også forhandlingsvillig og lover fornyelse i forslagene til, hvordan kommunens økonomi kan bedres. - Vi foreslår, at vi prøver at se på mulighederne på en anden måde, end den vanlige. Vi vil prøve at tænke nyt og ikke trække på de traditionelle heste igen i år, sagde Erik Ingerslev (SF). - Et flertal i befolkningen har sagt, at skatten nu skal holdes i ro, men samtidig forventer samme flertal, at de kan beholde det samme serviceniveau, og folk vil ikke acceptere at besparelser går ud over dem. Det hænger ikke sammen, sagde Erik Ingerslev. Borgerlistens Grethe Dragsbæk ville vide, om der allerede nu, inden budgettet er forhandlet på plads, er afstukket rammer for besparelserne næste år, og hvor de skal have virkning. Det afviste borgmester Ole Lykkegaard Andersen (V), mens Erik Ingerslev understregede, at i givet fald er det urimeligt og forkert.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...