EMNER

Opposition frem - regeringsblok tilbage

Fremgangen mærkes især hos SF og Enhedslisten, mens tilbagegangen især rammer DF

KØBENHAVN:En måned efter folketingsvalget står oppositionspartierne, Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten, alle til fremgang, mens regeringspartierne, Venstre og De Konservative, og deres støtteparti Dansk Folkeparti taber terræn i en meningsmåling lavet af Catinét Research for Ritzaus Bureau. Siden den tilsvarende måling 25. november er V, K og DF alle gået tilbage. V og K går tilbage med henholdsvis 0,9 og 0,6 procentpoint. Dermed kvitterer vælgerne blandt andet for uroen omkring den tidligere politiske ordfører Pia Christmas-Møllers brud med De Konservative og debatten om, hvorvidt regeringen ville droppe valgløfter på grund af bekymring for den økonomiske situation. Dansk Folkeparti står til en tilbagegang på hele 1,3 point. Hvis der var valg nu, kan VK-regeringen og Dansk Folkeparti mønstre 87 mandater i Folketinget. Oppositionspartierne S, R, SF og EL får tilsammen 84 mandater. Det betyder, at Ny Alliance igen er tungen på vægtskålen. Partiet befinder sig fortsat lige over spærregrænsen og står til at få fire mandater - et færre end ved valget i november. Enhedslisten, der ved Catinéts måling i november stod til at ryge ud af Folketinget, står nu til at få fem mandater. Sammenligner man med valgresultatet, står oppositionen samlet set styrket, mens regeringsblokken er svækket. Hos oppositionen er det især SF og Enhedslisten, der er gået frem siden valget. SF er styrket med 1,5 procentpoint, mens Enhedslisten står til en fremgang på et halvt point. I regeringsblokken er det især Dansk Folkeparti, der er gået tilbage, nemlig med 1,3 point siden valget. Ny Alliance er siden valget gået 0,7 procentpoint tilbage og fik både i november og nu opbakning fra 2,1 procent af de adspurgte vælgere. Catinéts meningsmåling er baseret på telefoninterview med 1058 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i dagene fra den 10. december til den 15. december. Catinét afdækker kun personer, der ved, hvad de vil stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen. Cirka 14 procent af de adspurgte er i tvivl om, hvad de vil stemme. Usikkerheden i målingen er på plus/minus 2,7 procent. /ritzau/