Udenrigspolitik

Opposition kræver forhandling om genopbygning

KØBENHAVN:Oppositionen kræver, at regeringen åbner en forhandling om nødhjælp og støtte til genopbygningen af Irak efter krigen. Og efter gårsdagens møde i Udenrigspolitisk Nævn sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K), at han er parat til at forhandle. Regeringen vil tage op til 300 millioner kroner fra den samlede ramme til ulandsbistand, og det er oppositionen til venstre for regeringen imod. Til gengæld er begge parter enige om, at FN bør spille en vigtig rolle i genopbygningen af Irak efter krigen. - Vores indstilling er, at FN skal ind så hurtigt som muligt og stå i spidsen for genopbygningen, når aktionen er overstået. FN's generalsekretær, Kofi Annan, har appelleret om det, og en hovedrolle for FN er blevet bakket op på EU-topmødet. Når det er på plads, vil vi indbyde til politiske forhandlinger, sagde Per Stig Møller. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har udtrykt et håb om, at den dybe splittelse i dansk udenrigspolitik kan heles i forbindelse med en kommende genopbygning af Irak. Der er dog stadig langt imellem parterne. Efter mødet sagde Socialdemokraterne, at de ville kræve, at der kommer en speciel bevilling til genopbygning af Irak, så pengene ikke bliver taget fra det samlede ulandsbudget. - Når man tager pengene fra nærområdeindsatsen, så vil det jo komme til at ramme eksempelvis Afghanistan, hvor man virkelig har behov for hjælpen, sagde politisk ordfører Frank Jensen (S) efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn. Generalsekretær Jørgen Poulsen fra Dansk Røde Kors har sagt, at han frygter, at det er de fattige lande i Afrika, der vil komme til at betale prisen for krigen i Irak, men det afviste Per Stig Møller. - Pengene bliver ikke taget fra vores programmer i Afrika. De bliver taget fra reserverne til nødhjælp og fra vores nærområdeindsats. Det vil være temmelig absurd at begynde at bevilge flere penge, før vi har brugt reserverne. Det ville folk da heller ikke gøre i deres egen økonomi, sagde udenrigsministeren. /ritzau/