Udland

Oppositionsleder dræbt i Burundi

Lederen af et af Burundis oppositionspartier er dræbt af skud. Drabet ventes at øge de politiske spændinger.

Lederen af et af Burundis mindre oppositionspartier er sammen med sin livvagt blevet dræbt af skud lørdag, oplyser indbyggere i hovedstaden Bujumbura til AFP.

Nyhedsbureauet tilføjer, at dets journalist på stedet har set liget af den dræbte politiker, Zedi Feruzi, og hans livvagt.

Andre kilder bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at politikeren og hans livvagt er blevet dræbt i Bujumbura lørdag.

Feruzi, som stod i spidsen for det lille parti Union for Peace and Development (UPD), blev skudt nær sit hjem i Ngagara-distriktet.

Burundis hovedstad har været præget af politiske uroligheder siden 26. april, hvor den siddende præsident, Pierre Nkurunziza, erklærede, at han stiller op til en tredje embedsperiode.

Det er i strid med forfatningen, mener oppositionen, som har sendt sine tilhængere på gaden i stort antal.

Voldelige sammenstød i forbindelse med demonstrationerne har kostet over 20 mennesker livet.

Flere end 110.000 mennesker er flygtet fra Burundi til Tanzania, Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo efter kupforsøget i det afrikanske land, har FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, meddelt.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.