Oppustelig bane er et kæmpehit

Hirtshals Boldklubs ungdomsafdeling har fået en oppustelig fodboldbane

HIRTSHALS: På træningsbanerne ved Hirtshals Stadion er der kommet en ny oppustelig fodboldbane i håndboldbanestørrelse. En lang oppustelig pølse formet som en fodboldbane med mål i begge ender, og hvor kridtstregerne, der omkranser banen, er en luft-pølse af plastic med en diameter af ca. en halv meter. Her kan man ikke snuble over stregen, men selv de mindste "putter" kan væltespringe over "banden". Uden at slå sig, vel at mærke. Og det er en populær foranstaltning. Banen står sjældent ubrugt i mange minutter, når den er pustet op. For klubbens alleryngste fodboldspillere er banen særdeles brugbar. Når de som trækfugle styrter i samme retning, bliver de holdt på nødvendig kurs at de bløde bander. Indføringen i det ædle spil lettes derved en del for instruktørerne. Men også ældre årgange af spillere nyder at bruge banen, såvel når de træner som i fritiden. Sågar seniorerspillere har en enkelt træningsaften ladet sig lokke til at lege indendørs fodbold på græs - og nydt det i fulde drag. Banen er bygget hos Cold Sejl og den er overdraget til ungdomsafdelingen af Hirtshals Boldklubs Venner. - Men den er blevet til i et økonomisk treparts-projekt, hvor Cold Sejl og Spar Nord Fonden sammen med Boldklubbens Venner har ydet hver deres andel, fortæller Kristian Gammelgaard fra Boldklubbens Venner. En så stor bane bruger strøm, idet luften i puderne skal cirkulere hele tiden. Der pumpes derfor konstant ny luft ind, mens huller i syningen på strategiske steder sørger for, at der også hele tiden slipper luft ud, så det hele ikke eksploderer. Banen blev onsdag aften prøvet af som kampbane for et par miniput-hold, der enedes om at afvikle deres indbyrdes opgør på den specielle bane. Fremover vil banen altid være pustet op, når førsteholdet spiller. Således også i aften, hvor Hjørring Frem kommer på besøg på Hirtshals Stadion. - Andre klubber i nabolaget, der f.eks. har sportsfest eller lignende kan leje den oppustelige bane til en rimelig pris. De skal selvfølge selv hente og bringe den, og de skal naturligvis stå inde for at få eventuelle skader lavet bagefter, siger Kristian Gammelgaard. schib