Opråb til forældre om smittefare

Vigtigt at børn holdes hjemme, når de har børnesår

Børnepasning 17. september 2002 08:00

DRONNINGLUND: Børn, der har børnesår, skal blive hjemme, indtil de er raske, for ikke at smitte andre børn. Sådan lyder opfordringen fra den kommunale skolelæge, Grete F. Bonde og lederen af Børnehuset Syd, Tina Højgaard. Børnesår er nemlig meget smitsom og kan hurtigt smitte andre børn og voksne. - Børn skal holdes hjemme. lige til de er helt smittefri, og det vil sige, at sårene er helet op og skorperne faldet af, siger Grete F. Bonde. Hun har ingen konkrete tal på, hvor mange børn der er smittet, men hun siger. - Jeg har en klar fornemmelse af, at det er mere nu, end det var for et par år siden. Hvorfor det er sådan, har hun ikke umiddelbart nogen forklaring på. - Når vi har så mange børn samlet et sted i så mange timer, så øger det smitterisikoen. Gik børnene derhjemme ved mor, så var risikoen ikke så stor, siger Grete F. Bonde. På spørgsmålet, om hun har indtryk af, at forældrene er gode nok til at holde deres børn hjemme, siger hun. - Det er op og ned, der er forældrene forskellige, som de er andre steder. Hvis man oplever, at det ikke er ret vigtigt, så har forældrene ikke incitamentet til at holde fri for arbejde nogle dage. Hos Børnehuset Syd har man oplevet, hvor let børnesår kan smitte, hvis et barn med børnesår kommer i daginstitutionen, før såret er væk. - Selvfølgelig har vi stor forståelse for, at forældrene kan have svært ved at få passet børnene, men det er en skrue uden ende, fordi de smitter børnene hernede, og de kan også smitte os, siger Tina Højgaard. Børnehuset Syd har to gange sat sedler op, der fortæller om proceduren ved børnesår, ligesom forældrene også har fået skriftlig besked om sagen. Hvis personalet opdager et sår, der kan være et børnesår, gør de forældrene opmærksomme på såret. - Vi kan også finde på at ringe til forældrene, så de kan hente børnene, siger Tina Højgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...