Naturkatastrofer

Oprejsning for Contador

Alberto Contador blev indhentet før målstregen på Alpe d'Huez, og Pierre Rolland vandt 19. etape i Tour de France.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Franske Pierre Rolland snuppede i fornem stil etapesejren fredag i Tour de France, den sidste bjergetape i årets udgave af Le Tour. Foto: Scanpix

Europcars Pierre Rolland vandt fredag en yderst spektakulært kørt 19. etape af Tour de France, der sluttede på toppen af det legendariske bjerg Alpe d'Huez. Etapen var længe præget af Saxo Bank-Sungards Alberto Contador, men til sidst snuppede Rolland den første franske etapesejr i dette års Tour. Euskaltels Samuel Sánchez blev nummer to, mens Contador måtte nøjes med tredjepladsen. Leopard Treks Andy Schleck overtager føringen i den samlede stilling fra franske Thomas Voeckler (Europcar). Lørdag er der lagt op til en duel om den samlede Tour-sejr mellem Andy Schleck og australieren Cadel Evans (BMC) på enkeltstarten over 42,5 kilometer i Grenoble. Alberto Contador indledte sin store offensiv fredag, da han omkring 92 kilometer fra målstregen angreb på det første af fredagens tre bjerge, kategori 1-stigningen Col du Telégraphe. Contador fik Andy og Fränk Schleck, Thomas Voeckler samt Cadel Evans med sig, men efter endnu et ryk fra Saxo Bank-Sungard-kaptajnen, måtte Fränk Schleck slippe. Cadel Evans mistede lynhurtigt et minut, fordi han havde tekniske problemer med cyklen. Det betød, at australieren måtte slide hårdt, da rytterne efter en kort nedkørsel for anden gang på to dage begav sig op ad Col du Galibier, der rangerer uden for kategori. På et tidspunkt lignede Cadel Evans en slagen mand, da hans gruppe var knapt to minutter efter Andy Schleck og Alberto Contador, men Evans fik med en kraftanstrengelse minimeret forspringet til cirka et halvt minut på toppen af Galibier. Også Fränk Schleck var med i Evans-gruppen, da den indhentede Contador-gruppen på den lange nedkørsel fra Galibier, da der resterede 25 kilometer af etapen. Længere bagude kæmpede Thomas Voeckler for at komme tilbage til front, og det lykkedes, da favoritgruppen sparede på kræfterne forud for fredagens sidste stigning uden for kategori, Alpe d’Huez med de legendariske hårnålesving. Dermed var etapen mere eller mindre nulstillet før det sidste bjerg i dette års Tour de France, hvor Alberto Contador omgående gik i offensiven og kørte fra favoritgruppen. Voeckler blev til gengæld hurtigt smidt af. Spanieren opbyggede et stort forspring, men i sidste ende forgæves. /ritzau/