Skolevæsen

Oprør i sommerlandet

Borgere i Øster Hurup havde mange spørgsmål til byråd om salg af skole

Margit Grove  har indbragt sagen for Statsforvaltningen, og stillede på byrådsmødet spørgsmål om salget af den nedlagte Øster Hurup Skole.  Arkivfoto
Margit Grove har indbragt sagen for Statsforvaltningen, og stillede på byrådsmødet spørgsmål om salget af den nedlagte Øster Hurup Skole. Arkivfoto

Opdateret kl. 23:25

Øster Hurup forbindes normalt med sol, sommer og glade smil, men der var langt til den rigtig gode feriestemning, da en snes borgere fra feriebyen på Østkysten torsdag aften sad på tilhørerrækkerne i byrådssalen i Hadsund.

De var mødt frem på at få svar på omstændighederne omkring kommunens salg af byens skole til folkene bag selskabet Østkystens Ejendomme. De lyttede tavse til redegørelsen fra skole- og familieudvalgsformand Mogens Jespersen, men da der som sidste punkt på dagsordenen blev åbnet for spørgsmål fra tilhørere, tog begivenhederne fart.

Margit Grove, der har indbragt handlen for Statsforvaltningen, lagde for med et langt og anklagende angreb mod byrådet, og det blev fulgt op af flere andre tilhørere med flere nærgående spørgsmål til politikerne.

Borgmester H.C. Maarup måtte flere gange præcisere, at spørgetiden ikke er indført for at borgerne frit kan give udtryk for deres holdninger. Reglerne er sådan, at publikum kun kan stille præcise spørgsmål adresseret direkte til borgmesteren.

- Jeg forstår jeres følelsesmæssige frustrationer, men jeg vil ikke længer tolerere, at I bliver ved med at overhøre betingelserne for at benytte spørgetiden, lød det advarende fra borgmesteren.

Det hjalp. Der blev ikke stillet flere spørgsmål.

Forud for spørgetiden havde et enigt byråd godkendt forvaltningens udkast til svar til Statsforvaltningen. Heraf fremgår, at det er byrådets opfattelse, at alle juridiske regler er blevet efterlevet i forbindelse med handelen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden