Affald

Oprør på gebrugspladserne

Borgerne klager over nye affaldscontainere, der nu er 183 cm. mod før 135 cm.

HALS: Der er oprør blandt både borgere og personale på kommunens genbrugspladser. Også de lokale politikere har fået nok. Indtil april i år kunne man uden besvær svinge sine affaldsposer, haveaffald, murbrokker og gammelt jern over siden på containerne, uden hverken at få ondt i ryggen eller armene - endsige komme til skade. Så skulle kommunen forhandle en ny kontrakt, da den gamle udløb, og nu er der opstillet containere, som er højere end et almindeligt menneske. Helt nøjagtig 183 centimeter. Så hvis man ikke er en stor, grandvoksen mand med gode armkræfter, er det næsten umuligt at komme af med affaldet uden at forstrække alle led eller få det hele tilbage i hovedet. Der er dog opsat en hjemmelavet trætrappe, men den skal flyttes hele tiden, så affaldet bliver spredt jævnt. I går, lørdag, var det den store "rykinddag", og der kom rigtig mange på pladsen. - Der var en ældre dame med noget knust vinduesglas. Det var næsten umuligt for hende, at få det over i den store contaier, så nu beder vi folk om at lægge glasset på jorden ved siden af, fortæller opsynskvinde Lenda Olsen, som har været fast ansat siden 1998. Opsynsmændene/kvinderne på Hals Kommunes fem genbrugspladser, V. Hassing, Gandrup, Ulsted, Hou og Hals, har snart givet op og henvendt sig til 3F, for at der bliver gjort noget. - Borgerne klager over de høje containere, og vi kan ikke hjælpe dem, understreger Lenda Olsen. Under normle omstændigheder hjælper opsynsmændene nemlig borgerne til rette og giver gerne en hånd med, hvis det er lidt for tungt eller, der er tale om ældre mennesker. Og når der er blevet kastet i de forkerte containere, har personalet tidligere kunnet hoppe ned og sortere det om. Denne service må de opgive nu, for de kan godt komme ned - men ikke op igen. Når containerne kommer ind til Aalborg med forkert sorteret affald, skal det håndsorteres. Og denne regning lander lige tilbage hos kommunen. - Vi har haft mange klager fra kunderne til teknisk udvalg, og haft problemet oppe på udvalgsmøde. I følge kontrakterne skulle der ikke ske nogen serviceforringelse, så vi må kunne bryde kontrakterne, hvis de er misligholdte, siger medlem af teknisk udvalg og formand for den lokale 3F-afdeling, Poul Erik Lyngdorf (S). Han bakkes op af formanden for teknisk udvalg, Johannes Elsnab (V), der også er træt af de mange klager. Han henviser til, at udbudsmaterialet med det rådgivende firma "NERAS" og operatøren, DSV Transport A/S, skal ses efter i sømmene. - Dette her skal løses, for sådan noget skal være i orden. Det er utilfredsstillende for borgerne, præciserer Johannes Elsnab. På det seneste byrådsmøde blev det meget klart tilkendegivet, at man ikke kan sidde problemet overhørigt. - Og det er helt sikkert en sag for Arbejdstilsynet, kommenterer Poul Erik Lyngdorf. Der har været holdt møder om højden af containerne, og der forventes endnu et i den kommende uge.