Udland

Oprørere dræber 28 syriske soldater

Syrisk oprørsleder siger, at det internationale samfund har fået ekstremisme til at vokse i hans land.

Oprørere dræber 28 syriske soldater

Ved tre koordinerede angreb på militære kontrolposter i det nordlige Syrien har oprørere dræbt mindst 28 soldater, siger gruppen Observatorium for Menneskerettigheder.

De angrebne kontrolposter ligger på den største vej mellem Damaskus og Aleppo.

Fem oprørere er også blevet dræbt under angrebene, der skete nær byen Saraqeb i det nordvestlige Syrien, siger den syriske gruppe, som har base i London.

I byen Saraqeb i den nordlige provins Idlib, der ligger på grænsen til Tyrkiet, bekræfter oppositionsgrupper, at de gennemførte angreb med adskillige af deres enheder.

Lederen af Syriens opposition i Syriens Nationale Råd (SNC) kritiserer det internationale samfund for at se passivt til på konflikten.

Kritikken kommer dagen efter, at den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, advarede om, at ekstremistiske kræfter kæmper for at overtage revolutionen i Syrien.

SNC's formand, Abdel Basset Sayda, siger, at den aktuelle situation er opstået, fordi det internationale samfund ikke har reageret.

- Det internationale samfund er ansvarlig. På grund af dets mangel på støtte til den syriske befolkning er ekstremismen i Syrien vokset, siger han og tilføjer:

- Det internationale samfund bør kritisere sig selv og stille spørgsmål til sig selv: Hvad har det givet til den syriske befolkning? Hvordan har det hjulpet syrerne ved at gribe ind over for regimets sindssyge drab?

De syriske oprørsgrupper er rasende på Vesten, fordi ingen lande vil levere dem våben. Oprørerne siger, at det svækker dem i deres kamp for at fjerne præsident Bashar al-Assad fra magten.

Oprørerne er tvunget til at finde alternative kanaler til at skaffe sig våben. Og en af de kanaler, de bruger, er den syriske hær, hvor mange har kontakter og får udleveret våben - mod betaling i kontanter.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst