Oprørere lynchede Gaddafis folk

LIBYEN:I de tidlige dage i det libyske oprør mod oberst Muammar Gaddafis regime begik oprørssoldater grove overtrædelser af menneskerettigheder. Det har menneskerettighedsorganisationen Amnesty International fundet beviser på og dokumenteret i en ny rapport, skriver organisationen i en pressemeddelelse. Oprørsstyrkerne har blandt andet udført lynchninger af Gaddafi-loyalister og lejesoldater i det østlige Libyen. Det skete, da øst-libyske byer som Al-Bayda, Benghazi, Derna, Misrata og andre byer faldt i oprørernes hænder i begyndelsen af revolutionen. Her blev sorte libyere og afrikanere fra syd for Sahara, som var mistænkt for at være lejesoldater for Muammar Gaddafi, jagtet, dræbt og udsat for andre voldelige handlinger af oprørssoldaterne. Dusinvis af mennesker, der var mistænkt for at have været sikkerhedsagenter, Gaddafi-loyalister og lejesoldater, meldes dræbt efter at være blevet taget til fange af oprørerne./ritzau/