Lokalpolitik

Oprørerne blev hørt af byrådet

Kommunen imødekommer kritiske vognmænd og entreprenører - udbudspolitik revideres

Svend Damgaard Olesen og de øvrige vognmænd og entreprenører, som har klaget over kommunens udbudspolitik, fik byrådets fulde opmærksomhed. Nu bliver reglerne revideret og mere gennemskuelige. Foto: Peter Broen

Svend Damgaard Olesen og de øvrige vognmænd og entreprenører, som har klaget over kommunens udbudspolitik, fik byrådets fulde opmærksomhed. Nu bliver reglerne revideret og mere gennemskuelige. Foto: Peter Broen

Større gennemskuelighed, transparens, dialog, årligt informationsmøde og lige vilkår for alle. Det er overskrifterne på byrådets timelange diskussion om kommunens udbudspolitik. Se tv om sagen her Med adskillige håndværksmestre og entreprenører på tilhørerpladserne besluttede byrådet at endevende udbudspolitikken med den store gravko. Det sker efter den seneste tids massive kritik af forholdene, og der var bred enighed om, at det er uacceptabelt med de mange sager, som har været beskrevet i disse spalter. - Alle skal have mulighed for at byde ind. Fordelingen af opgaver bygger på tillid, men et nystartet firma skal også have en mulighed for at bevise, at de kan løse opgaven, sagde Brian Pedersen (SF). Han lovede, at have en pakke klar til vinteren 2012-2013, hvor alle kan byde ind inden for lovens rammer. Formanden for teknisk udvalg har holdt møde med de utilfredse entreprenører, og tirsdag aften var flere af politikerne til møde med de kritiske røster. Konklusionen blev et bredt forlig om, at økonomiudvalget skal udarbejde nye retningslinjer for, hvordan udbuddene skal foregå. Gratis energirådgivning Peter Laigaard (LA) kritiserede, at "en kommune med en historisk gældsætning og et budget der er bundet sammen med Gaffa-tape, driver byens største entreprenørforretning med en overdimensioneret maskinpark i unfair konkurrence med de private". Laigaard undrede sig desuden over, at kommunen nu tilbyder gratis energirådgivning og på den måde endnu engang tager brødet ud af munden på private leverandører. Ideologisk kold-krig Debatten nåede det skingre toneleje, da Peter Laigaard og Paul Rode Andersen (SF) røg ud i det helt store ideologiske slagsmål. - Hvad rager det dig, Peter Laigaard, at private aktører laver aftaler med kommunen. Din kommunalforskrækkelse går efterhånden over gevind, sagde SF'eren. Laigaard svarede igen med en svada om, at SF's samfundsmodel er passé: - Dine ideologiske forbilleder findes efterhånden kun i Nordkorea og på Cuba, lød det fra Liberal Alliances mand i byrådet. Erik Kyed Trolle ikke med Erik Kyed Trolle (S) kunne som den eneste ikke stemme for Peter Nielsens forslag om at lade økonomiudvalget se på sagen. Hans pointe er, at byrådet er hoppet på dagspressens vogn i en sag, som burde afklares på udvalgsmøder. - Det er skandaløst. Vi har ingen forudsætninger for at vide om der er tale om kammerateri og forfordeling. Det er under vores værdighed at diskutere det i denne sal, sagde socialdemokraten.