Oprøret der blev ophøjet til legende

Indtil august 1943 var Danmark nærmest at betragte som en opportunistisk tysk halvallieret, men et tilfældigt oprør var med til at redde anseelsen

KØBENHAVN:"Flødeskumsfronten." Det hyggelige kælenavn fik Danmark af de tyske soldater under besættelsen. Landet var, sammenlignet med de andre områder, tyskerne holdt besat i Anden Verdenskrig, et paradis: Vi gjorde knap nok modstand, da vi blev invaderet. Vi havde samarbejdspolitikken, som lod os beholde vores regering og til dels vores militær. Her havde vi en statsminister, der offentligt opfordrede borgerne til at melde sabotører til politiet. Og her havde vi den højeste levestandard af alle de lande, der var involveret i krigen. Helt anderledes så det ud i besatte lande som i størrelse minder om Danmark. Holland gjorde stor modstand, ligesom broderlandet Norge fra start til slut kæmpede hårdt i mod den tyske besættelsesmagt. - Der blev ikke set med milde øjne på den danske samarbejdspolitik. Danmark blev betragtet som et tysk domineret mønsterland, der havde egen administration og regering. Vi var jo ikke i krig med Tyskland, men underlagt, det man kalder en fredsbesættelse, siger historieprofessor Claus Bryld fra Roskilde Universitetscenter. Ditlev Tamm, som er juraprofessor ved Københavns Universitet og har beskæftiget sig med besættelsestidens Danmark, supplerer: - Englænderne havde lagt mærke til, hvor nemt tyskerne kunne besætte Danmark. De diplomater, som tog hjem fra Danmark efter 9. april havde et indtryk af, at vi havde ydet meget lidt modstand, at vi havde været meget, meget bøjelige. Danmark blev set som et temmelig passivt land, siger Ditlev Tamm. Men heldigvis for Danmark skete der i sommeren 1943 noget, der skulle få stor symbolsk betydning og senere hen være med til at redde landets anseelse og status som allieret. Sabotage og strejke Den 28. juli 1943 kl. 21.05 springer en bombe på Odense Stålskibsværft. Det tyske mineskib Linz, der lå næsten færdigt, er ramt af sabotage, og begivenheden sætter en masse i gang i hele Danmark. Tyskerne strammer grebet og indfører stærke begrænsninger i bevægelsesfriheden, hvilket får arbejderne til at koge over. Lignende uroligheder begynder i andre danske provinsbyer. Tyskerne slår hårdt igen mod sabotage, og civilbefolkningen svarer igen på sanktionerne. I blandt andet Odense, Esbjerg, Aalborg er der optøjer og voldelige sammenstød mellem tyskere og danskere. Tyskerpiger bliver overfaldet, flere steder er der regulære slagsmål mellem soldater og almindelige danskere. I mange af de større byer er der generalstrejker og stormøder. Folk trodser udgangsforbud, og det danske politi kommer til at være lusen mellem to negle, når de på ordre fra tyskerne griber til staven, når de skal rydde menneskemængden. Efter massive uroligheder går det galt i Odense den 18. august. På Fisketorvet er over tusind demonstranter forsamlet. Nogle råber af tre tyske soldater, én af dem svarer igen med at skyde. Ingen rammes, men en forbipasserende cyklist kaster sig over tyskeren. Han skydes ned af de tre i fællesskab og dør senere. Samme aften bliver en ung sabotør – Niels Erik Vangsted – skudt i Aalborg af tyskere under modtagelse af en sending våben fra England. På dagen for begravelsen går tusindvis af mennesker på gaden for at vise deres sympati med den dræbte – overalt bliver der flaget på halv. Ansgar Kirkes 1000 pladser fyldes hurtigt, men mange står stadig uden for, og hurtigt blandes præstens messe med lyden af skudsalver og tilråb. Mængden kyler sten efter de tyske soldater, der reagerer ved at sætte panservogne og kanoner ind. Flere kommer i slåskamp, en bliver dræbt og flere bliver sårede af skud. Folk trækker sig tilbage, men sørger samtidig for, at ruder knustes hos formodede nazisympatisører. Dagen efter kommer det igen til demonstrationer, og da en tysk lastbil kommer i klemme midt i demonstrationen smider folk sten efter den. Tyskerne svarer igen ved at skyde ind – flere dræbes og såres. Den 25. august indføres der undtagelsestilstand og samtidig dødsdømmes århusianske Paul Sørensen, der blev fanget i forbindelse med drabet på Vangsted. Uroligheder og strejker hærger i hele landet. Den 28. august henretter tyskerne Paul Sørensen i København, og tyskerne giver den danske regering et ultimatum indeholdende blandt andet: Forbud mod forsamlinger på mere end fem personer, pressecensur med tysk medvirken, et udvidet udgangsforbud, samt ikke mindst: Ufortøvet dødsstraf for sabotage, angreb på Værnemagten, samt besiddelse af skydevåben og sprængstoffer. Regeringen afviser, og dagen efter angriber tyskerne den danske hær for at afvæbne den – officielt var samarbejdspolitikken fortid. Dyrket op 29. august er senere blevet ophøjet til "den dag, hvor danskerne sagde fra" – måske pustet lidt for kraftigt op for at stive den nationale selvtillid af – muligvis på grund af den svage modstand 9. april 1940. For den danske regering forsøgte faktisk at reetablere samarbejdspolitikken i tiden efter augustoprøret. Og det var langtfra alle danskere, som ønskede at "sige fra". - Selv efter augustoprøret forsøgte den danske regering at forhandle en fredelig løsning hjem med tyskerne. Det var reelt først efter mordet på Kaj Munk i januar 1944, at de forhandlinger blev opgivet, siger Claus Bryld. Derfor er betydningen af august 1943 senere blevet skrevet betydeligt op, mener Claus Bryld. - Det er først efter krigen, at augustoprøret løftes op til at være det symbol, det er i dag. Det var jo alle tiders markering over for FN og det internationale samfund og kunne bruges til at vise, at vi havde gjort modstand, siger historikeren. Både Ditlev Tamm og Claus Bryld er enige om, at augustoprøret mere var befolkningens protest mod arbejdsvilkårene end et egentligt opgør med samarbejdspolitik og besættelsen. Faktisk er det lidt påfaldende, at den danske modstandskamp først blusser rigtigt op i 1943. På tidspunktet for oprøret havde Tyskland lidt nederlag på mange væsentlige fronter. - Det er svært at komme uden om, at modstandsviljen først blev rigtig synlig, da det begyndte at se ud som om krigen var ved at være tabt for tyskerne, konstaterer Ditlev Tamm: - Man kan ikke synge et heltekvad om den danske befolkning og slet ikke om regeringen, men om enkeltpersoner, der turde gøre nogle ting, selv om det så sort ud. Men regeringen handlede altså i overensstemmelse med befolkningens ønsker, siger Ditlev Tamm. Myten om august Men var det så forkert af flertallet af danskere og deres politikere at være lettere opportunistiske og holde sig til det sikre? Nej, mener både Claus Bryld og Ditlev Tamm. - Havde vi sat os til modværge, havde det indebåret voldsomme konsekvenser for civilbefolkningen. I Holland blev flere af de store byer bombarderet og jøderne blev deporteret med det samme. Så spørgsmålet er, hvor mange liv den politiske ære er værd? spørger Claus Bryld Ditlev Tamm bakker op: - I starten var der ingen tvivl om, at tyskerne ville vinde over Danmark, og så var det klogt at se tiden an, når man ikke kunne kæmpe, for hvad skulle man dog gøre? Vi stod overfor verdens største krigsmaskine. I den situation var det da bedst at få landet anerkendt som allieret uden at lide de store tab, mener Ditlev Tamm, som er af den overbevisning at, England og USA godt kunne forstå, at Danmark ikke kunne stille noget op overfor den tyske overmagt. Claus Bryld mener, at udenrigspolitikken ikke har ændret sig siden Danmark tabte Sønderjylland: Vi retter os helst ind efter den toneangivende magt, mener han. - Danmark følger jo i dag USA i krigen mod Irak uden om FN. Den sidste gang, vi satte os rigtigt op i mod nogen var i 1864, og det er aldrig blevet glemt, mener Claus Bryld. Efter Anden Verdenskrig havnede Danmark igen som en lille brik i et stort politisk spil. I sammenligning med de andre okkuperede lande, var vi sluppet billigt, og nu skulle vi endnu en gang være heldige. - Englænderne ville gerne have anerkendt Danmark som en af de allierede, mens Sovjet ikke ville. Og det handlede selvfølgelig også om, at indflydelsesområderne efter krigen fik en stor betydning. Og det blev en utrolig heldig udvikling for Danmark, siger Claus Bryld. Danmark bliver anerkendt som allieret og kommer i alliance med blandt andet USA og England i NATO. Det giver blandt andet kontant udbytte i form af Marshall-hjælpen, der er med til at gøre os til et af de rigeste lande i Europa. Men tilfældigt, uorganiseret eller ej – augustoprøret fik en stor symbolsk betydning og kunne senere bruges til at vise Danmarks kampgejst og sikre os en givtig position blandt de allierede i efterkrigsspillet. - August 1943 kom tilfældigt og var ikke planlagt, tværtimod. Men med oprøret får man noget, man senere kan bruge. Det kommer til at indgå i myten om, at der var en samlet dansk indsats mod tyskerne, hvor politikerne var skjoldet, der passede på de gamle institutioner, mens modstandsbevægelsen var sværdet, der mere aktivt fór frem. Men i virkeligheden ville politikerne jo helst fortsætte samarbejdspolitikken. Regeringen stod absolut ikke for modstandsvilje, men den handlede i overensstemmelse med befolkningens ønsker, siger Ditlev Tamm. Claus Bryld er enig: - Der er ikke en bevidst plan – det kommer belejligt hen ad vejen og bliver senere dyrket op. Men hvis tyskerne havde vundet krigen, så havde vi helt sikkert været særdeles gode til at nedtone august 1943. Man skal ikke gøre sig nogle illusioner i politik.