Oprørsleder afviser at underskrive fredsaftale for Sydsudan

Sydsudan kan ikke opnå fred, hvis landets oprørsgrupper ikke underskriver fredsaftale, siger minister i Sudan.

Sydsudans præsident, Salva Kiir (t.h.), og oprørsleder Riek Machar (t.v.) underskrev tidligere på måneden en aftale om våbenhvile og magtdeling, men Machar afviser at skrive under på fredsaftale. Foto: Mohamed Nureldin Abdallah/arkiv/Reuters

Sydsudans præsident, Salva Kiir (t.h.), og oprørsleder Riek Machar (t.v.) underskrev tidligere på måneden en aftale om våbenhvile og magtdeling, men Machar afviser at skrive under på fredsaftale. Foto: Mohamed Nureldin Abdallah/arkiv/Reuters

Den sydsudanske oprørsleder, Riek Machar, afviser tirsdag at skrive under på den endelige version af den fredsaftale med regeringen, som skulle sætte punktum for den langvarige konflikt i landet.

Det er et tilbageslag for bestræbelserne på at få afsluttet fem års brutal borgerkrig i landet.

Machar har i flere uger forhandlet med Sydsudans præsident, Salva Kiir, i et forsøg på at nå til enighed om en omfattende fredsaftale.

De to ærkerivaler har i forvejen underskrevet en aftale om permanent våbenhvile og om magtdeling. Sidstnævnte betyder, at Machar vender tilbage som vicepræsident i regeringen.

Men tirsdag nægtede han at underskrive den endelige fredsaftale, selv om den var underskrevet fra regeringens side.

Det oplyser Sudans udenrigsminister, Al-Dierdiry Ahmed. Forhandlingerne finder sted i Sudans hovedstad, Khartoum.

- For første gang har oppositionen meddelt os, at den ikke ønsker at underskrive, siger ministeren.

- Dette er det endelige dokument, som vi er nået frem til efter konsultationer mellem alle de sydsudanske parter, siger Ahmed.

- Sydsudan kan ikke opnå fred, medmindre disse grupper skriver under.

Unavngivne embedsmænd oplyser, at oprørsgrupper, herunder Machars bevægelse, SPLM-IO, er uenige i flere spørgsmål.

Det gælder blandt andet overgangsregeringens funktion, hvor mange delstater landets skal inddeles i samt udarbejdelsen af en ny forfatning.

Titusinder af mennesker er blevet dræbt og omkring to millioner sendt på flugt siden konflikten i Sydsudan begyndte i 2013.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.